Eleverne på It-nørd arbejder tværfagligt og med konkrete projekter

Eleverne på It-nørd arbejder tværfagligt og med konkrete projekter

IT-nørder får deres egen uddannelse på Campus Skanderborg

Der er efterspørgsel på IT-nørder. Fra august 2017 kan unge med sans for it og elektronik, starte på grundforløbet ’It-nørd’ i Campus Skanderborg


Fra august 2017 kan unge med sans for it og elektronik, starte på grundforløbet 'It-nørd' i Campus Skanderborg. Grundforløbet er en særligt tilrettelagt fagretning for unge, der netop har afsluttet folkeskolen og som bevæger sig i et interesseunivers med computere, kredsløb, bits og bytes.
 
Det er erhvervsskolen AARHUS TECH, der udbyder fagretningen og som med stor succes gennemfører fem forskellige fagretninger i Aarhus. Fælles for dem er, at de hver især giver eleverne mulighed for at fortsætte på en faglig uddannelse eller en EUX, hvor man kombinerer uddannelsen med en studentereksamen.
 
I løbet af uddannelsen smager eleverne på de forskellige faglige uddannelser i interesseuniverset og kan derved blive bekræftet eller udfordret på om deres interesser og talent kan føre til starten på en spændende karriere.
 
Og lige præcis it-nørd rammer ned i en interesse mange unge har. Den henvender sig til teknisk begavede og nysgerrige unge, der har lysten til at fordybe sig i udvikling og problemløsning, fortæller uddannelsesdirektør Mogens Enevoldsen.
 
”Med fagretningen it-nørd i Skanderborg giver vi mulighed for, at mange flere unge kan afprøve deres evner og interesser inden for it og web samtidig med, at de har alle muligheder for efterfølgende at vælge bredt i paletten af erhvervsuddannelser. Vi har allerede et fantastisk Campus samarbejde med Skanderborg/Odder Center for Uddannelse. Det giver os de gode rammer, der understøtter et godt fagligt og socialt miljø for eleverne," siger han.
 
Eleverne i Skanderborg kan fra starten vælge om de ønsker en EUX og dermed supplere med fag på gymnasialt niveau. På 'it-nørd' møder de en anderledes skoledag. De faglige aspekter dækker alle sider af computerverdenen og eleverne får fingrene i teknik og teknologi. Der arbejdes med hardware, software, styresystemer, grundlæggende principper inden for kodning af hjemmesider, webdesign og 3D tegninger. Det er ikke en klassisk teoretisk undervisning, men en uddannelse, hvor man arbejder praktisk med forskellige projekter.
 
Samtidig er der fokus på elevernes trivsel gennem blandt andet motion og bevægelse, et element der blandt andet integreres gennem 'walk and talks' i undervisningen. Man lærer også, hvordan erhvervslivet er skruet sammen, og hvad der forventes på en arbejdsplads.

Uddannelser i fagretningen it-nørd

  • Web-integrator 
  • it-supporter 
  • datatekniker 
  • elektronikfagtekniker 
  • teknisk designer 
  • EUX datatekniker og 
  • EUX elektronikfagtekniker

Uddannelsesmesse

Er du interesseret i at vide mere om IT-nørd på Campus Skanderborg, er der uddannelsesmesse i eftermiddag torsdag 2. fra klokken 16.00-18.00 februar på AARHUS TECH, Halmstadgade 6, 8200 Aarhus N. 

Du kan også få yderligere information hos Mogens Enevoldsen, Uddannelsesdirektør, AARHUS TECH på mobil: 2223 4556 eller på mailadressen me@aarhustech.dk 

Publiceret 02 February 2017 11:00