Morten Østergaard besøger på mandag 7. november Skanderborg Gymnasium og Skanderborg-Odder Center for Uddannelse for at høre de unges mening om de mange uddannelsesbesparelser, som regeringen lægger op til.

Morten Østergaard besøger på mandag 7. november Skanderborg Gymnasium og Skanderborg-Odder Center for Uddannelse for at høre de unges mening om de mange uddannelsesbesparelser, som regeringen lægger op til.

DEBAT:

Aflys besparelserne på uddannelse og investér i vores børn

53 lærere på Skanderborg Gymnasium og Skanderborg-Odder Center for Uddannelse står til at blive sparet væk inden 2020, hvis regeringens besparelser på uddannelsesområdet gennemføres

Af Morten Østergaard, politisk leder for Radikale Venstre. Christiansborg Slotsplads 1. 1240 København K.

Skanderborg Kommune skal over de næste fire år spare omkring 26 mio. kr. samlet på Skanderborg Gymnasium og Skanderborg-Odder Center for uddannelse. Det svarer til, at 53 lærere skal finde nyt job inden 2020. I min optik er det 53 lærere, der i stedet kunne være med til at give vores børn de muligheder og selvtillid, de får brug for i fremtiden.
Vi ser gerne, at vi har et Danmark, hvor uddannelsestilbuddene til de unge ikke afhænger af, hvilket postnummer man har. Det gælder også, så vi undgår, at Danmark knækker midt over, fordi 80 procent af alle nye studiepladser de seneste 7 år er gået til de større byer som København, Aarhus, Odense, Aalborg og Roskilde. Det giver en ujævn fordeling af uddannelsestilbud i Danmark, som betyder for de unge, at de er nødt til at rejse langt eller flytte til de større byer for at få en uddannelse. 
Der er mange måder at løse udfordringerne i landdistrikterne på. Regeringen har valgt at flytte 3.900 statslige arbejdspladser ud i landsdistrikterne.
Men når man samtidig udsætter ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser for besparelser for mere end 5. mia. kr. i perioden 2016-2020 uden for hovedstadsområdet, så løser det ikke problemet med en ujævn fordeling af uddannelsestilbud i landet, fordi det svarer til, at man samlet fjerner 10.000 arbejdspladser uden for København. Det er flere skridt tilbage i en forkert retning for vores børns uddannelsesmuligheder i Danmark.
Vores børn er vores fremtid. Derfor kommer vi hellere med en plan, der viser, hvordan vi investerer i dem. Det, vi foreslår, er at aflyse besparelserne på uddannelse og samtidig forpligtige uddannelsesinstitutionerne gen­nem udviklingskontrakterne til at fastholde udbud i hele Danmark.
Bureaukratiet skal også minimeres, så det bliver nemmere at lave pop-up-uddannelser i samarbejde med kommuner og lokalt erhvervsliv suppleret med flere kommunale læringscentre, hvor uddannelsesinstitutioner samarbejder om lokale udbud.
Med vores 2025-plan, Vores Børn – Vores ansvar, viser vi, hvordan man erstatter de store nedskæringer på uddannelse med en generationsgave med reelle milliardinvesteringer i vores børns fremtid, uanset hvor de bor. På den måde kan Skanderborg Kommune fortsætte med at give de unge i byen de gode uddannelsesmuligheder, der er brug for.
 

Publiceret 02 November 2016 13:00