Cool vintagemode til konfirmander. Allerede nu har Trine over 10 konfirmationskjoler klar til forårets konfirmander. Foto: Grethe Bo Madsen

Cool vintagemode til konfirmander. Allerede nu har Trine over 10 konfirmationskjoler klar til forårets konfirmander. Foto: Grethe Bo Madsen

Cool vintage til modebevidste konfirmander

Secondhand konfirmationstøj klar til udlån. Nyt koncept gør op med forbrugsorgiet og sætter fokus på det væsentlige

Af
Grethe Madsen

Grethe Bo Madsen

Skal konfirmations-tøjet partout være nyt? Det spørgsmål stillede Trine Holten Frengler fra Skivholme sig selv, da garderobeskabet pludselig var fyldt med flere fine konfirmationskjoler og smokingjakker.
Alt sammen i fin stand og kun brugt en enkelt gang. Nu hang det bare på bøjlerne og samlede støv.
“Jeg synes, det er synd og skam. Genbrug er meget oppe i tiden. Så hvorfor ikke også genbruge konfirmationstøjet?” spørger hun.
Derfor henvendte Trine sig til sognepræst Thomas Frøkjær for at høre, om ikke det kunne være en rigtig god ide at skabe en gratis genbrugs-lånecentral med konfirmationstøj. Den ide hoppede både præst og menighedsråd hurtigt med på.
“Jeg synes, ideen er virkelig god. Vi lever i et overforbrugssamfund, og derfor kan jeg rigtig godt lide tanken om genbrug. Trine har fat i noget væsentligt her. Derfor bakker kirken op om ideen. Det er en løftet pegefinger mod forbrugersamfundet,” konstaterer Thomas Frøkjær.
Han oplever ofte, at de unge konfirmander fokusere rigtig meget på, hvor mange penge, der er brugt i forbindelse med konfirmationen frem for det væsentlige i selve konfirmationen.
“Det kan næsten blive en hel konkurrence om, hvem der har brugt flest penge på tøj og fest,” fortæller han. Trine har fuld gang i indsamlingen af brugt konfirmationstøj og har allerede fået en del konfirmationskjoler i forskellige størrelser samt jakkesæt, skjorter og veste til lånecentralen.
“Der må være mange, der har brugt konfirmationstøj hængende. Jeg håber, de kan se ideen med at genbruge tøjet på den her måde. Jeg kommer gerne rundt i kommunen og henter tøjet. Jeg har også en veninde i byen, som gerne giver en hånd med, hvis der skal sys lidt eller rettes til,” fortæller hun.
Lige nu handler det om at få projektet op at stå, og både Trine og Thomas er klar over, at det kan være en udfordring, at få de unge til at hoppe med på genbrugsbølgen.
“Jeg håber, vi kan få skabt noget hype omkring det. Mange kan jo godt se ideen med genbrug. Og vintagetøj sender nogle signaler, som mange unge kan identificere sig med og finde attraktivt. Vælger nogle af de markante unge i klassen at bruge genbrugstøj, så skal flere nok følge trop,” håber Trine.

Konfirmations-gennbrugsbazar

  • Trine Holten Frengler efterlyser brugt konfirmationstøj til en gratis genbrugs-lånecentral for konfirmander 
  • Ud over tøjet indsamles også tilbehør som hårbynt, slips, bælter og butterflies samt sko
  • Har du brugt konfirmationstøj, du vil donere til projektet, kan du kontakte Trine Holten Frengler på telefon 2762 8694 eller på mailadressen trine@holtenfrengler.dk

Publiceret 02 November 2016 12:00