Jubel på Sølund:

Endelig er vi blevet hørt

Efter tre års kamp ser det omsider ud til, at politikerne på Christiansborg er klar til et opgør med serviceloven, så udviklingshæmmede igen kan få kendte medhjælpere, som de er trygge ved, med som ledsagere på ture, festival eller ferie

Af
Grethe Madsen

Grethe Bo Madsen

Ja-hatten er kommet ned fra hattehylden og sat på hovedet af en glad Lasse Mortensen, festivalleder for Sølund Musik Festival.
Årsagen er et længe ventet reformudspil af serviceloven, som åbner op for, at udviklingshæmmede igen kan få lov til at betale for at få deres kendte medhjælpere, som de er trygge ved, med som ledsagere på ferier, festival eller andre ture.
Reformudspillet blev offentliggjort onsdag aften af Social- og indenrigsminister Karen Ellemann og er et resultat af hendes dialog med den særligt nedsatte følgegruppe bestående af repræsentanter fra kommunerne, KL, Danske Handicaporganisationer samt Rådet for Socialt Udsatte og Dansk Socialrådgiverforening.

I knap tre år har Lasse Mortensen kæmpet for at råbe politikerne, siden KL strammede reglerne og indskærpede overfor kommunerne, at de ikke måtte lade de udviklingshæmmede betale for at få deres kendte medhjælpere med på festival eller ferie.
“Det er en fantastisk nyhed og vi sætter vores lid til, at der er politisk vilje til at gennemføre det forslag. Det vil føre os tilbage til status for tre år siden før KL strammede op på reglerne og lod en af de svageste grupper i vores samfund - de udviklingshæmmede - i stikken,” siger Lasse Mortensen til Lokalavisen Skanderborg.
“Jeg tror, politikerne er blevet klar over, at det ikke vil koste penge, men at der er tale om, at give udviklingshæmmede lov til at bestemme over deres egne penge og selv betale for kendt ledsagelse, når de har behov for det,” fortæller han.
“Vi besluttede for tre år siden at give udviklingshæmmede mennesker, dem der er Sølund Musik Festivals kernepublikum - vores dna - en stemme. Nu er stemmen endelig blevet hørt og vi er glade og ydmyge,” understreger Lasse Mortensen.
“Jeg tror på, at det er et stærkt udspil, især når handicap organisationerne har siddet med ved bordet. Det vælger jeg at sætte min lid til. Men vagthunden ikke sat i lænke. Vi er stadig parat til både at gø og bide, hvis ikke udspillet bliver realiseret.”
Lasse Mortensen glæder sig over, at udspillet både omfatter ferier og at flere må tage afsted sammen, hvis de ønsker det.
Sidst, men ikke mindst , specificerer udspillet tilkøb af ledsagelse, der ligger uden for kerne ydelsen.
“Det kan jeg kun læse sådan, at de udviklingshæmmede også kan benytte tilkøbsordningen, når de vil en tur i biografen, på cafe, fisketur, besøge kæresten eller mor og far. Går det forslag igennem, så er det en meget stor dag for nogle af de mennesker, der tilhører en f de dårligst stillede grupper i Danmark. Så er de endelig blevet hørt.”



Forslag om tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse

  • Målgruppen for modellen er primært personer med betydeligt nedsat psykisk funktionsevne – typisk udviklingshæmning eller hjerneskade - som bor i botilbud, som socialtilsynet godkender og fører tilsyn med.
  • Kommunale og regionale driftsherrer kan som leverandører af botilbud sælge socialpædagogisk ledsagelse til ferier i ind- og udland med mindst én overnatning til borgere i botilbud. 
  • De kommunale eller regionale leverandører kan tilrettelægge tilkøbsmuligheden sådan, at såvel enkeltpersoner som grupper, hvor flere personer ønsker at rejse sammen, kan gøre brug af den.
  • Modellen omfatter tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse, der ligger ud over den indsats efter serviceloven, som borgeren modtager i botilbuddet, det vil sige ud over den ”kerneydelse”, som leverandøren i forvejen skal levere.

Publiceret 09 September 2016 05:00

SENESTE TV