Museumsinspektør Lene Mollerup med Knudsømandens skinneben, bækken og hælknogle.

Museumsinspektør Lene Mollerup med Knudsømandens skinneben, bækken og hælknogle.

Død i Knudsø for 2000 år siden - Vil du se knoglerne i aften?

I aften holder Skanderborg Museum åbent til klokken 20, så borgerne i Skanderborg kan se Knudsømandens knogler på helt nært hold

Af
Af Grethe Bo Madsen

Der er ikke nogen hemmelighed, at vi på Lokalavisens redaktion er lidt oppe at køre over knoglefundet i Knudsø, der nu har vist sig at tilhøre en mand fra Jernalderen.
På Skanderborg Museum er de også begejstrede over det nye fund. Derfor bliver Knudsømanden knogler vist frem, når museet i dag holder længe åbent i Adelgade klokken 16.00-20.00 med gratis omvisning i udstillingerne klokken 17.00 og 19.00.  
Det var dykkere fra N.O.W. Dive, der 2. april i år fandt knoglerne på bunden af Knudsø. Knoglerne var temmelig mørke, og derfor mente dykkerne, de måtte være temmelig gamle, så de afleverede dem til Skanderborg Museum.
Her var man dog ikke helt sikker på dateringenen, og derfor har knoglerne været en tur omkring politiet og retsmedicinsk Institut i Aarhus, hvor en kulstof-14 datering nu har afsløret, at de tilhører en mand, der levede omkring år 230 f.Kr. 
LÆS OGSÅ: Knogler fra Knudsø tilhører mand fra jernalderen
Der er dog også andre spændende ting på programmet i aften, afslører museumsinspektør Charlotte Abildgaard Paulsen:
"Vi viser også rundt i vores andre udstillinger. Her er fund fra et højt specialiseret jægerfolk, som i ældre stenalder levede på Ringkloster bopladsen ved Skanderborg Sø. Og fra jernalderen kan folk opleve dele af det helt enestående fund af våben og andet krigsbytte, ofret i Illerup Ådal i romersk jernalder som en tak til guderne for sejre over indtrængende fjender. Fra middelalderen fortælles om borgen, der gav byen navn, og om egnens rige klostre. Her er glimt af livet på det smukke renæssanceslot Skanderborg Slot, der blev nedrevet i 1767. Købstadens historie skildres gennem dens borgere. Mød for eksempel maskinbygger Blom, den sære apoteker, pigen på landet og sygehuslægen, der var før sin tid," fortæller hun.
Skanderborg Museumsforening giver hele aftenen kage til kaffen og fortæller om deres arbejde som en forening, der støtter op om museet og interesserer sig for historien i Skanderborg. 

null

Publiceret 26 November 2015 11:00