Elever fra 7. klasse på Mølleskolen i Ry iført rumdragter i færd med at sortere, veje og registrere skolens affald.

Elever fra 7. klasse på Mølleskolen i Ry iført rumdragter i færd med at sortere, veje og registrere skolens affald.

Elever:

Skrald lugter, men det har værdi

Mølleskolen i Ry kortlægger sit affald sammen med Renossyd for at finde nyt koncept for alle skoler i kommunen

Af
Erland Rasmussen

Erland Rasmussen

Elever fra 7. klasse på Mølleskolen i Ry står i kælderen iført hvide dragter med masker for ansigtet.
Og det er skam ikke uden grund, for eleverne er i færd med at sortere, veje og registrere skrald rundt omkring fra skolen.
“Puha, det lugter fælt,” lyder det fra en af eleverne med henvisning til nogle madrester af ældre dato.

Mobilt sorteringsanlæg

En kammerat tilføjer dog i straks: “Men vi skal huske, at skraldet har værdi.”
Sidstnævnte bemærkning viser, at eleverne har hørt efter i de timer, de har brugt på projektet.
Affald som værdi er Renosyds mærkesag, og projektleder Hanne Lundhus, som netop kommer fra Renosyd, er dog også tydeligt tilfreds med den bemærkning.
“Vi har lavet et samarbejde med Mølleskolen med henblik på at få skabt noget affaldssortering og lave et mobilt sorteringsanlæg, som vi kan køre rundt med og hente affaldet på skolerne,” forklarer Hanne Lundhus.
Kortlægningen af affaldsmønstrene skal danne grundlag for de løsninger, der skal opstilles og afprøves i klasselokaler, på gangarealer og fællesområder.
Den dag, Lokalavisen besøger Mølleskolen, har eleverne netop indsamlet affald fra kantineområdet, ligesom de i dagene før har observeret, hvordan skraldespandene bruges.
“Vi vil gerne have gang i noget sortering på skolerne, så det ikke kun er hjemme, børnene og de voksne sorterer. Men vi inddrager også børnene, lærerne og skolens serviceafdeling i projektet, fordi det er dem, der skal bruge et kommende tilbud,” understreger Hanne Lundhus.
Og eleverne går op i opgaven med stor koncentration.
Det er spændende at sortere affaldet, selv om det også er lidt ulækkert,” siger Sebastian Andersen.
“Det er også vigtigt, at vi gør det for kommende generationer, så de kan leve i rent luft og uden skrald over det hele,” tilføjer Alchi Sulayman.
“Det er også sjovt, at vi er den første skole, der gør det her, som måske skal bruges på andre skoler også,” lyder det fra Simon Wraa Pedersen.

Serviceleder: Det er genialt

Teknisk serviceleder på Mølleskolen, Gunner Andersen, er også begejstret.
“Det er genialt,” siger han kort og godt.
Han anslår, at skolen bruger 50.000 kroner om året alene på at få kørt brandbart affald væk. Det er penge, der kan spares.
“Det er rart at spare penge, men det handler også om, at affald er værdi, og derfor skal vi i gang med at håndtere vores affald på en anden måde,” mener Gunner Andersen.
Servicelederen peger også på, at med 1000 børn og 120 ansatte, der har deres daglige gang i skoler og SFO, så produceres der rigtigt meget affald af forskellig art.

Publiceret 10 November 2015 12:00