Toprent vinder EU-udbud

Toprent i Stilling har vundet et EU-udbud på levering af i alt 3.000 selvkørende støvsugere af modellen iRobot til Odense Kommune

Af
Af Jonas Wrede Hansen

Erhverv Toprent i Stilling er en af landets største rengøringsgrossister. Nu har virksomheden vundet et EU-udbud på levering af i alt 3.000 selvkørende støvsugere af modellen iRobot til Odense Kommune. Ordren sker som en udløber af en politisk beslutning om at indføre selvkørende støvsugere som et arbejdsredskab i den kommunale hjemmepleje i Odense. Det er noget, som glæder den lokale virksomheds direktør. "Vi har solgt robotstøvsugere i de seneste fire år til flere af landets kommuner, herunder har vi også fået flere større ordrer, men dette er den største enkeltordre," siger Kim Kjær Jørgensen i en pressemeddelelse. I gennem flere år har Odenske Kommune brugt selvkørende støvsugere på kommunens plejecentre. Det har de gjort for blandt andet at aflaste medarbejdere, hvilket også er bagrunden for, at kommunen nu vælger at investere i de 3.000 robotstøvsugere fra Toprent. "Det er først og fremmest en investering i medarbejdernes arbejdsmiljø, fordi det er fysisk belastende at svinge den traditionelle støvsuger," fortæller Gitte Østergaard, der er sammenhængschef i Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense Kommune, i en pressemeddelelse. Hun forventer dog også, at kommunen kan spare penge ved at få de mange nye robotstøvsugere. "På sigt forventer vi også at kunne spare penge med de nye støvsugere, fordi medarbejderne skal bruge mindre tid på at betjene støvsugeren. Borgerne får til gengæld den fordel, at de kan bruge støvsugeren i de 14 dage, der går imellem, at rengøringspersonalet kommer, fordi vi lader støvsugeren stå," fortæller hun yderligere i pressemeddelelsen.

Publiceret 04 April 2014 17:00