Lalla Wandahl er ejeren af den nye klinik Krop i Fokus, som er åbnet i Sundhedshuset på Godthåbsvej i Skanderborg. Hun fortæller, at i klinikken arbejder hun altid med hele kroppen i fokus. Foto: Lalla Wandahl
Lalla Wandahl er ejeren af den nye klinik Krop i Fokus, som er åbnet i Sundhedshuset på Godthåbsvej i Skanderborg. Hun fortæller, at i klinikken arbejder hun altid med hele kroppen i fokus. Foto: Lalla Wandahl
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Ny klinik: Her er hele kroppen i fokus

Krop i Fokus er navnet på den nye klinik, der åbnede 14. august i Sundhedshuset på Godthåbsvej 15 i Skanderborg

Af Alexandra Bach

Lalla Wandahl står bag den nye klinik på godthåbsvej i Skanderborg, som blandt andet tilbyder traditionel kinesisk akupunktur, kostvejledning og fysioterapi.

 

De seneste tre år har hun haft sin klinik i Hjortshøj, men valgte for nyligt at flytte klinikken til Skanderborg. Et sted hun kender ret godt.

 

“Jeg har flyttet klinikken, fordi jeg oprindeligt kommer fra Skanderborg, og har et netværk her, som fortalte mig, at der ikke var nogen akupunktør i Sundhedshuset. Derudover så har jeg det sidste år undervist to dage om ugen på en højskole, og fandt ud af at det faktisk var meget fedt at være en del af noget større, i stedet for at gå alene i klinikken,” fortæller hun.

 

Ifølge Lalla Wandahl er Krop i Fokus en selvstændig klinik i Sundhedshuset, men hun ser alligevel en masse fordele ved at være i et hus med andre.

 

“Dels er det fedt at have nogle kollegaer, som man kan sparre med, men det er også en fordel for klienterne, fordi der er mange muligheder for hjælp på kryds og tværs i huset, så vi kan komme omkring det hele med vores forskellige kompetencer,” siger hun.

Hele kroppen

Lalla Wandahl er uddannet fysioterapeut i 1995, men hun fandt hurtigt ud af, at hun interesserede sig bredere end den traditionelle fysioterapi. Hun manglede derfor noget, der kunne supplere faget. Det fandt hun i akupunktur og kostvejledning, og i følge hende betyder det, at hun nu kan tilbyde noget, som ikke så mange fysioterapeuter kan.

 

“Jeg kan tilbyde en kombination af den vestlige og østlige tænkning. I den vestlige tænkning, er det ofte sådan, at krop og hoved skilles ad, og mange mennesker oplever, at der ikke er sammenhæng i deres behandling,” siger hun og fortsætter:

 

“Men hos mig vil de opleve at blive set som en hel person. Jeg har nemlig mulighed for at behandle på flere niveauer ved at kombinere flere behandlingsformer eksempelvis akupunktur med massage.”

 

Lalla Wandahl fortæller, at folk ofte kommer med noget, som er en del af en større problematik, og her handler det om at have tiden til folk.

 

“I Sundhedshuset er der en fysioklinik med nogle dygtige folk. De arbejder under sygesikringen, og har nogle retningslinjer for, hvor lang tid de må tage, og hvad de må tilbyde. Derfor kan der ofte komme til at mangle en helhed, som jeg har mulighed for at give,” konstaterer hun.

Klinikejeren fortæller, at drømmen er, at få en velkørende klinik op at stå, som kan blive en integreret del af Sundhedshuset. Foto: Lalla Wandahl
Klinikejeren fortæller, at drømmen er, at få en velkørende klinik op at stå, som kan blive en integreret del af Sundhedshuset. Foto: Lalla Wandahl

Magiske hænder

Lalla Wandahl benytter sig af nogle alternative behandlingsmetoder, og som hun siger er det ikke altid det lykkes.

 

“Jeg bliver enormt frustreret, når jeg ikke kan hjælpe for det er det, der giver mening, men nogle gange lykkes det ikke,” siger hun og fortsætter:

 

“Men så er der nogle, hvor man sætter nåle i den modsatte ankel, fordi de har ondt i skulderen, og pludselig gør det ikke ondt længere. Hos andre kræves en behandling, der skal integreres i kroppen over flere gange. Uanset, så er der er stor taknemmelighed, når det virker, og nogle har endda sagt, at jeg har magiske hænder. Men det har jeg ikke. Det er et spørgsmål om, at jeg tager mig tiden til at hjælpe.”

Publiceret: 11. September 2017 12:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Skanderborg

ANNONCER
Se flere