Spektakulær vikingegrav udgraves nu
Skanderborgs svar på Indiana Jones hedder Merethe Schifter Bagge og er arkæolog ved Museum Skanderborg. Det var hende, der i 2012 fandt gravkomplekset med ryttergraven i Fregerslev ved Hørning. Hun er tovholder, når arkæologerne i denne uge tager hul på udgravningen. Foto: Grethe Bo Madsen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Nu starter udgravningen af vikingegraven...

...og ingen er mere spændt end arkæologen, der i 2012 fandt ryttergraven

Fregerslev er kommet på Danmarkskortet. Måske mest hos os i Skanderborg, som nu mere end nogensinde før føler et slægtskab med de vikinger, der levede her for mere end 1000 år siden.

 

“Der er meget stor interesse for vikinger. Jeg tror det handler om, at vi - til trods for vikingernes blodige plyndringtstogter - er lidt stolte af, at have dem som forfædre,” konstaterer Merethe Schifter Bagge med et skævt smil.

 

Hun er arkæolog ved Museum Skanderborg, og det var hende, der i 2012 opdagede gravkomplekset med ryttergraven.

 

Vi står midt på den bakketop, der dengang fangede hendes interesse. Under os blev en viking omkring år 950 begravet. En viking, der efter alt at dømme tilhørte samfundets absolutte top.

 

“Der er overhovedet ingen tvivl om, at han har haft en meget høj status. At have guldbelagte beslag til sin hests hovedtøj, der et uhyre sjældent. Det er faktisk første gang, det er fundet i en grav i Danmark,” fortæller Merethe.

 

I denne uge tager hun sammen med andre af mussets arkæologer hul på udgravningen. Tre uger regner hun med, det vil tage at udgrave gravkomplekset. Det betyder arbejdsdage på op til 12 timer.

Et sværd med i graven

Hvad håber du at finde i graven?

 

“Jeg er ret sikker på, vi finder et sværd. Og når man tænker på de ting, vi allerede har fundet, så formoder vi, at graven vil rumme en del andre gravgaver af samme kaliber. Han har formentlig haft alt det med i graven, han kunne få brug for på sin rejse til Valhal,” smiler Merethe.

 

Gravgaverne kan, foruden sværdet, være knive, skjolde, spyd og økser, bronzeservice og spillebræt samt ofrede hunde eller heste.

 

Ved siden af gravkomplekset har arkæologerne gravet to bassiner ud og fyldt dem med en plastik dug.

 

“Det er solde bassiner. Alt det, vi graver ud, bliver siet og renset gennem vand, så vi også finder alle smådelene,” forklarer hun.

 

Den sidste ryttergrav fra vikingetiden blev udgravet i 1983 ved Esbjerg. Siden da, har arkæologerne fået nye metoder til at analysere de genstande og materialer, der bliver fundet ved udgravningen.

Moderne IT-arkæologi

“For det første har vi i dag langt bedre fotoudstyr til rådighed. Ved hjælp af tusindvis af foto og særlige computerprogrammer, kan vi rekonstruere graven i 3D. Det er IT-arkæologer fra Aarhus Universitet, der tager sig af det.”

 

Mest epokegørende er dog de nye naturvidenskabelige metoder, der ifølge Merethe kan gøre det usynlige i graven synligt.

 

“Det helt banebrydende nye er jordanalyserne. Fra dem kan vi lave protein-analyser, der kan hjælpe os til at identificere materialer i graven. De kan for eksempel vise, om rytteren fik sin hund eller falk med i graven,” forklarer Merethe.

 

“Jeg tror ikke, vi vil finde skeletrester i graven, men hvis vi er så heldige at finde en tand, så kan vi lave en strontiumanalyse. Den kan fortælle os noget om, hvor rytteren er vokset op henne eller har opholdt sig i længere tid. For eksempel om han kommer fra Danmark, eller om han er fra Norge eller Sverige, Bornholm eller fra Tyskland eller et sted længere nede i Europa.”

Hustruens grav?

Ved siden af ryttergraven ligger en yngre grav, der er noget større. Det kan være en dobbeltgrav eller en grav med et stort forkammer.

 

“Det er nærliggende at tro, at det kan være rytterens kone, som er begravet nogle år senere end ham,” fortæller Merethe. 

 

Er det tilfældet, håber arkæologerne at graven indeholder kostbare smykker og service. Undersøgelser har nemlig vist, at der ligger ædelmetaller i graven.

Publiceret: 17. April 2017 12:00
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Skanderborg

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere