Fællesskaber betyder meget for 47-årige Mira, der med Alternativet endelig fandt den rigtige “hylde” i forhold til politik. Foto: Grethe Bo Madsen
Fællesskaber betyder meget for 47-årige Mira, der med Alternativet endelig fandt den rigtige “hylde” i forhold til politik. Foto: Grethe Bo Madsen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Mira vil være en stemme for de udsatte

En stor portion medfølelse og empati er fulgt med Mira Issa Bloch ind i byrådssalen. Her vil hun være en stemme for alle dem, der har det svært

 

 

“Jeg er på en måde lidt født ind i politik, fordi min far var i byrådet og min bror jo også sidder i byrådet. Jeg har længe haft den her drøm om enten af bliver politiker... eller skuespiller, hehe. Der har bare aldrig rigtigt været et parti, jeg kunne føle mig hjemme i. For selvom jeg er rigtig meget til fællesskaber, så er jeg altså ikke socialist.”

 

Mira Issa Bloch, Alternativets første byrådsmedlem i Skanderborg, tager en dyb indånding, inden hun fortsætter.

 

LÆS OGSÅ: Mira Bloch i Alternativets ledelse

 

“Med Alternativet har jeg endelig fundet det sted, hvor jeg kan bruge mit speciale og mit talent til glæde for samfundet og andre mennesker,” fortæller hun.

 

Allermest handler det for hende om at være en stemme for alle dem, der har det svært.

“Jeg har en ambition om, at være en stemme for de udsatte. Man kan være udsat på mange måder. På sin vis har jeg selv været det,” fortæller hun.

 

Som otteårig mistede hun nemlig sin mor.

 

“Det var en meget svær situation. Så ja, jeg kender godt til at have det svært. Det har givet noget inde i mig, som gør, at jeg har en meget stor medfølelse for andre, der er udsatte og har det svært.”

 

Medførelsen og empatien var også ledetråden, da Mira uddannede sig til pædagog og sidenhen til psykoterapeut.

 

“I mit arbejde har jeg været omkring utroligt mange mennesker, der har det svært. Jeg har arbejdet med hjemløse og med misbrugere. Jeg befinder mig bedst, når jeg kan hjælpe andre - så har jeg det som en fisk i vandet,” forklarer hun.

 

“Jeg vil gerne være der, hvor de udsatte er og være i dialog med dem. Ellers ved man jo reelt ikke, hvad deres problemer handler om. Jeg kommer meget i Højvangen, hvor jeg laver skraldemiddage og hjælper til i en lektiecafé. Det, der giver allermest mening i mit liv, er at være noget for andre. Derfor er det også så meningsfyldt nu at være aktiv i politik. Jeg tror godt man kan sige, at jeg har ledt efter den hylde hele mit liv,” griner hun.

 

Som barn var hun meget alene med sin far, da hendes søster og bror flyttede hjemmefra.

 

“Jeg tænker, det er derfor, fællesskaber betyder så meget for mig. Jeg boede otte år i Levefællesskabet Hertha, og i øjeblikket er jeg ved at forsøge at få et tilsvarende bofællesskab op at stå med nydanskere."

 

Men selvom Mira elsker fællesskaber, så har hun også et stort behov for at være sig selv.

 

“Jeg trives rigtig godt i mit eget selskab. Når jeg skal lade rigtig op, så går jeg i haven. Det er en kæmpeglæde for mig. Jeg holder også meget af yoga og meditation, men naturen er nok det bedste. Jeg elsker virkelig at være i naturen og er faktisk også vinterbader. Det giver en helt særlig ro og energi.”

Publiceret: 09. Februar 2018 11:45

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Uge-bladet Skanderborg