Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Mindeord for Willi Dupont

Onsdag 22. november sov Willi Dupont ind efter nogle måneders sygdom. Willi blev 81 år.

Willi roede i Skanderborg Roklub som ung og startede igen, da han i 1998 forlod arbejdsmarkedet. Året efter kom han i bestyrelsen og blev materielforvalter.

LÆS OGSÅ: Mindeord for Ole Vestergaard

Det hverv havde han frem til 2007, hvorefter han fortsatte i materieludvalget frem til 2014. Willi har ydet en af de allerstørste arbejdsindsatser i roklubben gennem de seneste 30 år. 

Han var en arbejdshest og deltog i alle dele af arbejdet i roklubben. Han kom med ideer, var med i planlægning samt udførelse i de mindste detaljer, og han var en rigtig god organisator.

Ofte havde han også lige skrevet en sang til lejligheden, for hans kreativitet var omfattende for såvel ånd som hånd.

Han gjorde en stor forskel for roklubben, materiellet og afdelingen med ældre roere, hvor han var et samlingspunkt.

Han var instruktør og underviste nye roere, og han var langtursstyrmand, der arrangerede ture i fremmede farvande.

Willi var en bestemt herre og kunne være lidt kantet. Han havde sine meninger, men de var altid velbegrundede, og han arbejdede mod resultater for roklubben og medlemmerne.

I 2012 fik Willi en blodprop i hjernen, som lammede ham delvist i den ene side. Hans vilje og styrke gjorde, at han kunne genoptræne i ergometer til at ro på vandet igen året efter. Hans sidste rotur var for to måneder siden, men da rakte kræfterne ikke mere.

Willi var rosportens repræsentant i Friluftsrådet, for naturen og motion var hans store interesse. Den stod på ski, vandring, roning og badminton.

Fra roklubben sender vi vore tanker til Birgit og resten af familien og takker for lån af Willi.

Æret være Willi Duponts minde.

På bestyrelsens vegne

Erik Jensen

Publiceret: 06. December 2017 17:15

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Uge-bladet Skanderborg