Urban Sports Park Bjedstrup kommer til at rumme parkouranlæg, skaterampe, bueskydning, beachvolley, kamparena og atletik med længdespring. Prisen forventes at blive en halv million kroner. Tegning: Dover GF.
Urban Sports Park Bjedstrup kommer til at rumme parkouranlæg, skaterampe, bueskydning, beachvolley, kamparena og atletik med længdespring. Prisen forventes at blive en halv million kroner. Tegning: Dover GF.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Landsby vil have park med storby-sport

Etablering af projekt Urban Sports Park i Bjedstrup er gået i gang, og her skal blandt andet dyrkes parkour

Det lyder næsten som en selvmodsigelse, at landsbyen Bjedstrup vil dyrke sport som parkour, der er født og udviklet i storbyernes asfaltjungler.

Det er imidlertid ganske vist: Dover Gymnastikforening har planer om at etablere et pænt stort aktivitetsområde, der har fået arbejdstitlen Urban Sports Park i Bjedstrup.

En halv million investeres

Samlet bliver der tale om en investering i omegnen af en halv million kroner, men så bliver der også plads til både parkour, skaterampe, bueskydning, beachvolley, kamparena og atletik med længdespring.

Formanden for Dover GF, Johan Harding Sørensen, forstår godt, at der spørges til kombinationen med landsby og storby-sport.

”Ja, det er rigtigt, at det hører til i storbyerne. Men man kan sagtens også tilbyde det herude, og vore børn er vilde med det,” siger Johan Harding Sørensen og henviser til, at eksempelvis parkour faktisk minder lidt om gammeldags springgymnastik.

Formanden siger også, at udviklingen af sportsparken sker for at have fremtidsrettede aktivitetsmuligheder for nuværende børnefamilier og ikke mindst kommende, der måtte vælge at bosætte sig.

“Det hjælper ikke at sidde på hænderne og se en landsby forsvinde. Vi er nogle, der gerne vil være her og blive ved med at have en skole og noget at tilbyde,” kommenterer Johan Harding Sørensen.

GF-formanden nævner, at de eksisterende boldbaner ikke længere bruges så meget, fordi børnene nu spiller fodbold i Ry.

“Så må vi lave noget andet, der tiltrækker,” siger Johan Harding Sørensen.

På sigt drømmer Dover GF om at kunne udvide yderligere oppe bag sportspladsen med crossfit og baner, hvor hele familien kan have det sjovt.

Formand for Dover GF, Johan Harding Sørensen, vil gerne fastholde og tiltrække med nye aktiviteter, så landsbyen Bjedstrup fortsat vil være attraktiv.
Formand for Dover GF, Johan Harding Sørensen, vil gerne fastholde og tiltrække med nye aktiviteter, så landsbyen Bjedstrup fortsat vil være attraktiv.

Tilskud fra Skønpuljen

Parken har fået tilskud på 43.000 kroner til parkouranlæg fra Skanderborg Kommunes Skønpulje.

Dover GF råder således over 100.000 kroner, som øremærkes etableringen af Urban Sports Park Bjedstrup.

Johan Harding Sørensen oplyser, at kommunen netop har givet grønt lys til at begynde på arbejdet med etablering af parken, og det gik således i gang i sidste uge.

Den første del bliver skaterampen, som bliver til i et samarbejde mellem Dover GF og Bjedstrup Skole og Børnehus.

De øvrige aktivitetsområder følger etapevis, efterhånden som finansieringen kommer på plads. Det er håbet, at parken er færdig efter sommerferien.

Der er allerede skaffet lokale sponsorer til flere aktivitetsområder, og sponsor-jagten fortsætter.

Der søges tillige penge fra nationale fonde til parken, der skal opføres med frivillig arbejdskraft.

Børnene skal involveres

De frivillige kommer fra Bjedstrupskolen samt Rollespilsforeningen Fafner, der ligesom Dover GF, har klubhuse på skolens idrætsplads, hvor sportsparken skal ligge.

“Vi regner også med at involvere børnene, så de føler ejerskab til parken,” tilføjer Johan Harding Sørensen.

Publiceret: 28. April 2015 09:00
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Skanderborg

ANNONCER
Se flere
ERROR: Macro disqus is missing!