John Haarup Laursen. Pressefoto

John Haarup Laursen. Pressefoto

Debat:

Vi skal på banen med vores ønsker på tog-fronten

Byrådet skal se at komme i arbejdstøjet og få fortalt folketingspolitikerne, hvad vi vil i Skanderborg Kommune med hensyn til Stilling Station og jernbane-strækningen mellem Hovedgård og Aarhus

John Haarup Laursen (DF), medlem af Skanderborg Byråd

debat Så har Danmark fået en ny transportminister - nummer 13 i rækken siden 2000 - og hvem ved, hvor længe den nuværende bliver siddende, for det er meget få, der har holdt i mere end to år.

Og netop derfor må vi i Skanderborg Byråd ikke bare læne os tilbage og vente på, at se, hvad der sker med Stilling Station og jernbane-strækningen mellem Hovedgård og Aarhus.

Den nye transportminister har været ude og sige, at nu starter man forfra, og alle gamle aftaler er smidt i papirkurven.

Det betyder at jernbanestrækningen mellem Hovedgård og Aarhus stadig lever på trods af, at der ingen penge er til at udføre opgaven, og så må man også forvente, at trinbrættet ved Stilling Station igen er kommet i spil.

Derfor bør vi som byråd igen se at komme i arbejdstøjet og få taget fat i vore folketingspolitikere for at få dem fortalt, hvad vi vil i Skanderborg Kommune.

I Dansk Folkeparti har vi kontaktet vores transport-ordfører Hans-Christian Skibby og bedt ham om at komme til Skanderborg, så vi kan fortælle ham om vore ønsker.

Publiceret 12 September 2019 08:59