Pia Marlo

Pia Marlo

Debat: Tidsspilde og administrativt bøvl

"Vi taler ofte om, at vi skal afbureakratisere og gøre tingene mere enkle, men hvorfor så gøre det absolut modsatte, når det gælder kravene til en gymnasial uddannelse," spørger læserbrevsskribenten

Af Pia Marlo, direktør på SCU, Jakob Thulesen Dahl, rektor på STX

Optagelsesprocessen til de gymnasiale uddannelser er en farce. Et er, at man gerne vil skærpe kravene til at begynde på en gymnasial uddannelse – fint nok, vi er bestemt med på, at vi ikke alle behøver en sådan.

Noget andet er det administrative bøvl, de snubletråde, det tidsspilde vi nu udsætter de unge for. Det forstår vi simpelthen ikke!

Eksempelvis kan elever have supergode karakterer fra 9. klasse og erklæres uddannelsesparate, men hvis de efterfølgende vælger at gå på en eksamensfri efterskole i 10. klasse, så er det pludselig som om, at de ikke blot er blevet et år ældre (og nok lidt mere modne), men tilsyneladende også har tabt noget af den gode viden, som de igennem de sidste mange år har erhvervet sig i grundskolen. Ja, det lyder jo helt logisk! Eller måske ikke!

Jakob Thulesen Dahl

Jakob Thulesen Dahl

Den samme logik var indtil for nogle uger siden gældende for de elever, der drog et år ud i verden og for eksempel tog et år på Highschool og dermed forbedrede ikke mindst deres sprogkundskaber betragteligt – og som også skulle deltage i en 'optagelsesprøve' for at komme ind på en gymnasial uddannelse hjemme i Danmark. Den procedure er heldigvis blevet ændret.

Vi taler ofte om, at vi skal afbureakratisere og gøre tingene mere enkle, men hvorfor så gøre det absolut modsatte, når det gælder kravene til en gymnasial uddannelse?

Vi forstår ikke, hvor alt det administrative bøvl og tidsspilde kommer fra - hvor tilføres værdien?

Optagelsesprocessen til de gymnasiale uddannelser er en farce

Ja, det er i hvert fald ikke hos de unge. Ej heller her hos os på SCU eller STX Skanderborg, hvor vi bruger utroligt lang tid på administrativt bøvl, hvor vi blot generer, plager og forstyrrer unge mennesker og deres forældre. Men okay vi har heller aldrig været ansat i ministeriet, så vi ved nok ikke så meget om uddannelse.

Publiceret 18 July 2019 08:00