"'Højreradikale’ bliver brugt pr automatik som et skældsord a la racist over for den borger, der tillader sig at nære kærlighed til Danmark," mener læserbrevsskribenten.

Debat:

Apropos fædrelandskærlige borgere

Læserbrevsskribenten mener, at UgeBladet Skanderborg stigmatisere deltagerne i Mosbjerg Folkefest

Lone Nørgaard,Normasvej 39,2000 Frederiksberg

Læserne af Skanderborg Folkeblad kunne 21.6 læse en artikel om Mosbjerg Folkefest under overskriften: 'Højreradikale samles til stor folkefest ved Skanderborg.'

Jeg vil gerne tage til genmæle mod artiklens fremstilling af begivenheden, der stigmatiserer blandt andet mig. Der er ikke ordentligt styr på begrebsapparatet. ’Højreradikale’ bliver brugt pr automatik som et skældsord a la racist over for den borger, der tillader sig at nære kærlighed til Danmark med et ønske om, at dansk kultur og det danske folk også skal eksistere for børn og børnebørn. Et synspunkt, det er helt legitimt at være uenig i, men selve synspunktet er lige så gyldigt som det modsatte: Multikulturel mangfoldighed er et gode, også selv om det på sigt betyder, at dansk lov og ret og dansk kultur ikke kommer til at råde overalt på dansk territorium. Med afsæt i fædrelandskærlighed (vores historie, vores sprog / modersmål, vores sunde og bælter, vores øer, vores (landsby)kirker og bygningsværker, vores sangskat osv. osv. – læs gerne videre fx på Grundlovsforeningen Dansk Kulturs hjemmeside) har jeg de sidste 20 år deltaget i samfundsdebatten for bl.a. at oplyse om konsekvenserne af den indvandring, der blev sat i gang med udlændingeloven i 1983.

I 2015 meldte jeg mig i desperation over samfundsudviklingen ind i Dansk Samling, hvorfra jeg vil citere en bid fra grundsynet, der forklarer min position: ”Det er en udbredt menneskelig fejlslutning, at der kun gives to mulige løsninger på et foreliggende problem, og at den ene løsning er den andens modsætning.

Især den moderne, vestlige politiske tænkning har siden den franske revolution lidt under denne forestilling. Således antages det, at der gives et »højre« og et »venstre« i politik, og at disse er hinandens modsætninger. Så udbredt er denne tvangstanke, at man nærmest per automatik indtager det modsatte synspunkt af det, »modparten« har, for at opretholde modsætningen, der da bliver vigtigere end sagen. (…)

Dansk Samling har altid søgt at indtage et tredje standpunkt – hvilket vel at mærke ikke henviser til en slags midterpolitik, idet en sådan jo stadig anerkender højre-venstre-opdelingen. ”Det tredje standpunkt” betegner et forsøg på at søge en helt tredje vej end den, blokkene angiver, men vel at mærke ikke nødvendigvis som en slags opblødning af de to synspunkter, men netop som et selvstændigt tredje standpunkt.” Så nej, jeg er hverken ekstrem eller højreradikal, fordi jeg vil passe på mit land og mit hjem. Artiklens slagside kom især til udtryk i mikronfonholderiet for de såkaldte anti-fascister. Jeg skriver såkaldte, fordi jeg i flere omgange personligt har oplevet i forbindelse med lovlige demonstrationer imod den igangværende befolkningsudskiftning (udløst af dels migration og familiesammenføringer, dels fødselsraten i indvandrerkredse) at blive tilsvinet af unge, højtråbende mod-demonstranter, der ikke viger tilbage for at bruge fysisk vold, hvis de kan komme af sted med det. Det er de såkaldte anti-fascister, der er voldsparate og systematisk benytter sig af voldsmandens veto over for fredelige borgere. Hvis forseelse er, at vi er bekymrede over samfundsudviklingen og forsøger at råbe den danske befolkning op om bl.a. islamiseringens konsekvenser.

Islam er et problem, fordi islam ikke først og fremmest er en religion som kristendom, men derimod et politisk og socialt system og regelsæt, som gennemsyrer alle dele af hverdagslivet. Denne lovpakke kan man som muslim ikke unddrage sig, for en muslim skal leve i overensstemmelse med forskrifterne i Koranen og Hadith (overleveringer, som beretter om profeten Muhammeds sædvaner) uden at sætte kritiske spørgsmålstegn. Mange muslimer vælger selvfølgelig at være kulturmuslimer, ligesom jeg er kulturkristen, og så går naboskabet fint. Problemet er imidlertid ’bare’, at en kulturmuslim af rettroende muslimer bliver regnet for vantro og frafalden (forbudt iflg. islam), og det er da også grunden til, at en Salman Rushdie og Ayaan Hirsi Ali er blevet truet på livet og lever under beskyttelse. Det samme gør i øvrigt islamkritikerne Lars Hedegaard, Pia Kjærsgaard, Kurt Westergaard og Naser Khader. Føj hertil, at der ikke kan peges på et eneste sted i verden, hvor muslimer, der dyrker deres tro efter bogen, lever i fredelig sameksistens med ikke-muslimer. Så for at forstå baggrunden for folkefesten på Mosbjerg, skal man grave langt dybere end et påstået ’fremmedhad’.

Publiceret 07 July 2019 08:00