Debat: Byrådet ødelægger Landsbyen Sølund

Byrådet er godt igang med at ødelægge vores handicappedes hjem og hverdag på Landsbyen Sølund, lyder det fra en pårørende

Leif Johannsen, Far til Thomas i Hus40, Best.medl. i Pårørendeforeningen på Sølund

Kære borgmester Frands Fischer og Byråd

Allerførst tillykke med dit nye job som borgmester i Skanderborg Kommune.

Du har som kommentarer til din tiltrædelse i jobbet erklæret, at “skanderborgerne kommer til at sluge nogle kameler” og at “byrådet kommer til at prioritere skarpt de kommende år”.

Jeg kan fortælle, at vores handicappede beboere på Landsbyen Sølund allerede kender alt til tvangsfodring med “kameler”

Jamen så har du da ikke lovet formeget. Jeg kan fortælle, at vores handicappede beboere på Landsbyen Sølund allerede kender alt til tvangsfodring med “kameler”.

Vores egen søn, Thomas (45 år) flyttede i 2015 hjemmefra til Landsbyen Sølund. Her har beboerne igennem tidligere og efterfølgende år været ofre for byrådets årlige millionbesparelser, som har betydet væsentlige forringelser i beboernes livskvalitet i hverdagen.

Og som om det ikke er nok, så indeholder byrådets budgetforlig for 2019-2022 yderligere en massiv servering af “kameler” til vores handicappede i form af et samlet krav til besparelser på 13 mio. kr. på Sølunds budget. Hertil kommer årlige takstreduktioner på minimum 3 millioner kroner årligt.

På få år er Byrådets samlede besparelser på Sølund nået op på svimlende 50 mio. kr.!

Sparet 50 mio. kroner

Som forældre stiller vi og andre pårørende altid op som hjælpere, og deltager i alle arrangementer på og udenfor Sølund, og beboerne elsker fest og aktivitet. Jo, vi kan sige meget godt om Landsbyen Sølund og personalets daglige indsats.

Men kommunen har desværre haft primært fokus på besparelser på driften og personalet på handicapområdet, og det har ramt Sølund hårdt. Og med flittig brug af sparekniven er trivslen forringet voldsomt hos vores beboere. Så Byrådet er godt igang med at ødelægge vores handicappedes hjem og hverdag på Landsbyen Sølund!

Landsbylederen Lone Bahnsen Rodt præsenterede et foreløbigt sparekatalog på Pårørendeforeningens Generalforsamling fornyeligt.

Alt er nu i spil for at opfylde Byrådets krævede besparelser, som vil berøre svømning og måske endda svømmehallen, Snozelhus, fysioterapi, musikterapi, ridning, reduktion af sundhedspersonale, de 4 årsfester, nattevagter og reduktion af personale og meget mere. Det rammer lige i vores handicappedes kærnevelfærd.

Som forældre og pårørende til de handicappede beboere, føler vi os meget utrygge for fremtidens forhold på Sølund. Byrådet er i færd med at ødelægge Landsbyen Sølund og erstatte Sølund med et plejehjem for vores handicappede beboere!

Jeg vil opfordre Skanderborg Byråd til at vise omsorg og respekt for vores handicappede og stoppe de hensynsløse besparelser.

Publiceret 17 May 2019 17:00

SENESTE TV