Birte M. Andersen (V)

Birte M. Andersen (V)

Debat:

Virksomheder og arbejdspladser må ikke glemmes i valgkampen

"Det er afgørende, hvilke forhold vores mange forskellige – store og små – virksomheder har at arbejde under," siger læserbrevsskribenten

Af
Birte M. Andersen (V)

folketingskandidat i Østjylland og medlem af Skanderborg Byråd

erhvervsliv Inden længe kører valgkampen i det høje gear. Derfor vil jeg allerede gerne nu komme med en opfordring: At vi alle sammen husker på virksomhedernes og arbejdspladsernes vilkår.

Jeg mærker, der er en tendens til, at vi let kommer til at overse erhvervslivets udfordringer, når først de politiske kampagner kører. Det må ikke ske denne gang.

Værdierne skal jo skabes, før de kan deles ud. Derfor er det afgørende, hvilke forhold vores mange forskellige – store og små – virksomheder har at arbejde under.

Hvordan rekrutterer vi tilstrækkelig med arbejdskraft, hvordan sikrer vi de rette kvalifikationer i virksomhederne, og hvordan øger vi antallet af unge, der kommer ind på de faglige uddannelser? Det er nogle af de helt centrale spørgsmål, når det drejer sig om at sikre virksomhedernes fremtid og konkurrenceevne.

Vi er så heldige i Danmark at have rigtig mange sunde, gode og solide arbejdspladser i de private virksomheder.

I Skanderborg er vi særligt kendte for vandvirksomheder. Vi kan noget med vandteknologi, og 15-20 procent af de private virksomheder i kommunen arbejder med vandteknologi - blandt andet Kamstrup, AVK og Silhorko-Eurowater. Skanderborg Forsyning har sammen med Kamstrup, AVK og Grundfos skabt Aqua Globe – et partnerskab om innovation, udvikling og demonstration, der kan bakke op om eksporten af dansk vandteknologi.

Det har været en fornøjelse gennem årene at følge disse virksomheders udvikling. De har i den grad bidraget til samfundsøkonomien og skabt mange gode arbejdspladser.

Vi skal lytte til erhvervslivet og arbejdsmarkedet. Det er afgørende, at vores rammevilkår for virksomhederne hele tiden er optimale og tidssvarende.

Virksomhederne og deres driftsresultater er jo til syvende og sidst afgørende for om - og i givet fald hvordan - vi kan udvikle velfærdssamfundet til glæde for alle - ikke mindst de gamle og syge, uddannelsessystemet og de udsatte grupper.

Er de skatter og afgifter, som pålægges virksomhederne – og deres medarbejdere - skruet sammen på en måde, så de ikke virker konkurrenceforvridende i forhold til de vilkår, danske virksomheder er udsat for?

Behandler den offentlige sektor den selvstændige landmand, detailhandleren eller den lokale produktionsvirksomhed på en god og konstruktiv måde? Hjælper og rådgiver det offentlige i øjenhøjde og kan vi sagsbehandle hurtigt? Det må ikke bare være bureaukrati og kontrol for systemets skyld. Det offentlige skal have øje for virkeligheden på arbejdsmarkedet.

Med mange års erhvervserfaring er jeg meget opmærksom på nødvendigheden af et positivt samspil mellem det offentlige og virksomhederne.

Jeg vil i den kommende valgkamp gerne bidrage til at løfte dette tema.

Jeg har stor respekt for dagligdagen ude på arbejdspladserne - både i det private og i det offentlige. Virksomhedernes samlede rammevilkår skal vi huske. De er afgørende for, hvad vi i øvrigt kan af gode ting i det danske samfund.

Publiceret 16 April 2019 15:00