Debattøren har som mor oplevet, hvordan en pædagog har været alene med 17 børn. Arkivfoto

Debattøren har som mor oplevet, hvordan en pædagog har været alene med 17 børn. Arkivfoto

Debat: Vi svigter vores børn

Som mor har debattøren oplevet pædagoger står alene med ansvaret for 17 børn.

Julie Lekang Kjær, Prins Christians Vænge 53 8660 Skanderborg

Normeringer Har I set DR's dokumentar om forholdene i de danske børnehaver og institutioner? Det kan da ikke ske her, tænker I sikkert. Men sammenlignet med vores nabokommuner, så har Skanderborg endnu flere børn pr. pædagog og børnene i Skanderborg kommer tidligere i børnehave.

Det er svigt, når de ikke bliver hjulpet på toilettet, svigt når de skal sidde alene og spise deres madpakker, svigt når de ikke får øjenkontakt og nok voksenkontakt i løbet af en dag, og svigt når de må klare sig selv

Derudover er der færre børn, der får lov til at udsætte skolestart, selvom de måske ikke er helt klar til at starte skole endnu. I statistikkerne ses kun Brøndby kommune at have dårligere normering end Skanderborg kommune! Det er ikke godt nok.

Skanderborg kommune skriver ellers selv, at de gerne vil tiltrække unge og børnefamilier fra Aarhus og andre byer i Danmark. De har set, at erhvervslivet mangler arbejdskraft, og at Skanderborgs borgere bliver ældre og ældre. Derfor vil de tilbyde ”unikke vilkår” med et ”højt ambitionsniveau” og ”satse på de yngstes og unges udvikling”. Er det virkeligt det vi ser? Det er langt fra ord til virkelighed i børnehaverne.

Pædagoger er alene med 17 børn

Min datter kommer dagligt hjem med ondt i maven, fordi hun ikke vil lave stort i børnehaven. Der er ikke hænder nok til at hjælpe hende på toilettet, og hun skal selv lære at gå derud

Hvorfor betyder det noget at pædagogerne i børnehaven har flere og flere – og yngre og yngre - børn til de samme voksne? Hvad betyder 7 børn pr. voksen og børnehave fra 2 år og 9 måneder? Når én pædagog skal trøste et barn, så er der en anden, der skal have 13 børn alene. Og med dokumentation og andre opgaver står pædagoger ofte alene med gennemsnitligt 17 børnehavebørn. Alene med 17 børn!

Dette oplever jeg som mor ofte, når jeg henter min datter fra børnehave. Jeg har flere gange været vidne til at én pædagog står alene med 15 børn eller mere. Nogle sidder og spiser madpakker - fordi de ikke er færdige endnu, nogle ligger og hviler, nogle løber rundt og leger, og andre sidder i garderoben og venter på, at en voksen har tid til at hjælpe dem med at få overtøj på, så de kan komme ud.

Ondt i maven fordi der ikke er tid til hjælp med toilet besøg

Det betyder, at børnene er alene og må klare sig selv . Min datter kommer dagligt hjem med ondt i maven, fordi hun ikke vil lave stort i børnehaven. Der er ikke hænder nok til at hjælpe hende på toilettet, og hun skal selv lære at gå derud.

De første 3 måneder oplevede jeg ofte, at hun havde holdt sig - både for stort og småt, fordi ingen pædagoger havde haft tid til at hjælpe hende. Hun var nyligt blefri og kunne ikke klare toiletbesøg selv endnu. Det har hun lært på den hårde måde. For der var ikke hænder nok.

Det mener jeg er et svigt. Det er svigt, når de ikke bliver hjulpet på toilettet, svigt når de skal sidde alene og spise deres madpakker, svigt når de ikke får øjenkontakt og nok voksenkontakt i løbet af en dag, og svigt når de må klare sig selv.

For nyligt oplevede jeg at aflevere min datter kl. 9. En dreng var lige blevet afleveret af sin far, som havde travlt og skulle på arbejde. Han var ked af det og aggressiv og den ene pædagog som var til stede til 15-20 børn, som lige var blevet eller skulle til at afleveres, var nødt til at være 100 procent på drengen. Forståeligt, for han havde i den grad brug for omsorg.

Ingen tid til at give børnene voksenkontakt

Min datter og en anden pige skulle afleveres på samme tidspunkt. Begge var kede af det og ville ikke have at vi gik. Vi ventede derfor i 30 minutter på, at pædagogen havde tid og overskud til at "vinke" med vores børn. Drengen var stadig ked af det og måtte efterlades i garderoben, så vi også kunne få sagt farvel. Er det okay? Nej, i den grad ikke. Pædagogen gav alt, hvad hun havde til børnene, men der var bare ikke hænder nok til dem alle.

Når man er alene med så mange børn, så er der ikke tid til voksenkontakt, til leg mellem voksen og barn eller til bare at sidde og snakke. Når man er alene med så mange børn, så handler det om opbevaring og brandslukning. Det går udover relationsdannelse – evnen til at relatere til andre og indgå i sociale sammenhænge.

Den evne som er så vigtig når skoletiden kommer. Og det går ud over selvværd. Er det de forhold vi byder vores børn og unge? Er det de forhold vi byder pædagogerne i vores institutioner? Er det de forhold vi byder børnefamilier som afleverer deres dyrebareste guld i andres hænder?

Der skal handles. NU.

Publiceret 05 April 2019 15:00