Kai Høstrup.

Kai Høstrup.

Debat: Regeringen er kun for de velstillede

Når man er i regering, skal man være regering for hele Danmark og ikke kun for de velstillede borgere nord for hovedstaden, lyder det fra Kai Høstrup

Af Kai Høstrup, formand i 3F Søhøjlandet og medlem af Skanderborg byråd (S)

Uligheden stiger i Danmark, og det er en helt urimelig og uanstændig udvikling, som vi skal sætte en stopper for i de kommende år.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har netop offentliggjort en ny analyse, der viser et Danmarkskort med meget skæve indkomstskattelettelser kommunerne imellem. Fra 2002-2017 har de mest velstillede fået de største skattelettelser, mens de fattigste har fået mindst. Det gælder ikke alene i kroner og ører, det gælder også opgjort i procent af indkomsten.

I Skanderborg Kommune har per indbygger i gennemsnit fået en indkomstskattelettelse på 10.000 kroner. Til sammenligning topper Gentofte Kommune listen med en indkomstskattelettelse per indbygger på 32.200 kroner. Mens den rigeste procent af befolkningen i gennemsnit har fået 80.000 kr. i skattelettelse, har de fattigste 10 pct. i gennemsnit fået 1.000 kr.

De seneste 15 år har skattepolitikken været med til at øge uligheden mellem land og by og mellem rige og fattige

Når man er i regering, skal man være regering for hele Danmark og ikke kun for de velstillede borgere nord for hovedstaden. De seneste 15 år har skattepolitikken været med til at øge uligheden mellem land og by og mellem rige og fattige. Det er skadeligt for den sociale mobilitet og sammenhængskraften i vores lille land.

Alene fra 2002-2017 er der samlet brugt 52 milliarder kroner på indkomstskattelettelser. Det er et enormt beløb, der har belastet de offentlige kasser til skade for velfærden. Der er for eksempel sparet milliarder af kroner på vores uddannelsessystem for at få råd til skattelettelser. Det er en helt forkert vej at gå, og vi skal i stedet investere i uddannelse. For i Danmark lever vi af kloge hænder og kloge hoveder, og det er det, der sikrer os vækst og velfærd i fremtiden.

Publiceret 24 March 2019 17:00