Ophavsretsbeskyttet billede; Rógvi N. Johansen©; Foto/medie afdelingen Moesgård, MOMU, Johannes Flensted Jensen, 25. december 2014, Portrætfoto,

Ophavsretsbeskyttet billede; Rógvi N. Johansen©; Foto/medie afdelingen Moesgård, MOMU, Johannes Flensted Jensen, 25. december 2014, Portrætfoto,

Debat: Drop reformen - Regionerne har leveret det, der var lovet

Johannes Flensted-Jensen, Bavnevænget 25, Tebstrup

I forrige uge skrev Birte M. Andersen et forsvar for regeringens udspil til Sundhedsreform. Et gennemgående træk er tilsyneladende, at forskellene mellem de forskellige regioner er for stor og uligheden i behandling derfor også for stor.

Hvad handler det om?

Birte Andersen nævner kræftpakker, hvor forskellene ganske rigtigt er meget store, målopfyldelsen er mellem 81 og 86 procent, men med en opadgående tendens. Hvad der er lige så interessant er, at f.eks. 5-årsoverlevelse efter kræft fra 2004-16 er steget med næsten 30 procent.

Det er stadig ikke godt nok, men er løsningen en omfattende reform?

Lad os se på nogle andre tal: Ventetiden til planlagte operationer er fra 2013-18 faldet med 16 procent. Ventetiden i Børne- og Ungdomspsykiatrien er faldet kanp 40 procent.

Den relativt nye udredningsgaranti indenfor det somatiske (kropslige) område opfyldes for 80 procents vedkommende, og i de fleste tilfælde prioriteret, således at de, der venter, ofte har mindre indgribende skader.

Man skal godt nok vente længe på at komme til høreapparatbehandling på Aarhus Universitetshospital, men tager man til Holstebro for eksempel er ventetiden langt kortere.

Sådan kunne man blive ved med at dynge tal på bordet. De fleste eksperter, f.eks. professor Kjeld Møller Petersen, er enige om, at regionerne stort set har leveret, hvad de skulle i forhold til aftalerne med regeringen.

Hvorfor er det så lige, at en enorm reform er nødvendig?

For mig at se er der tre hovedproblemer i sundhedsvæsenet:

1. Der er for få hænder. Derfor vil regeringen over tid skaffe 2000 flere sygeplejersker. Hvem er det lige, der hele tiden har bestemt, hvor mange uddannelsespladser, der kan være på landets Professionshøjskoler? Ja, det er såmænd regeringen!

2. Der mangler penge. Regeringen peger på, at det går meget bedre i Norge. Ja, det kan jo ikke undre: I Norge koster sundhedsvæsenet 32.850 Danske kroner pr indbygger. I Danmark koster det 25.600 Danske kroner. Hvem er det, der bestemmer, hvor meget det må koste? Ja, det er Regeringen.

3. Samarbejdet med (nogle) kommuner. Her er det specielt antallet af genindlæggelser af medicinske patienter, der ligger højt cirka 12 procent. Altså patienter, der er udskrevet til kommunal sundhedspleje, men alligevel genindlægges blandt andet på grund af væskemangel og lignende.

Kræver en løsning af dette en stor reform, eller skal man bede (nogle) om at leve op til det, de har skullet leve op til siden 2007?

Patienterne er tilfredse

Og så kunne man endelig se på, hvor tilfredse eller det modsatte PATIENTERNE er. Det er jo trods alt dem, det hele handler om.

For f. eks. ambulante patienter og planlagt indlagte patienter er det mellem 80 og 90 procent, der er tilfredse eller meget tilfredse. Prøv at sammenlige disse tal med ligegyldigt hvad: De er høje .

Der er altså for mig at se stadig nogle problemer at løse. Men de løses ikke ved at kaste sundhedsvæsenet ud i en ikke særlig gennemtænkt reform, med alle de udgifter, der er forbundet hermed, ikke mindst tab af produktion, det vil sige nedgang i behandlinger, som nødvendigvis følger med store reformer.

Der er mange andre muligheder, og indtil nu har regionerne stort set leveret det, der var lovet og inden for den (for lille) økonomi, som regeringen har stillet til rådighed.

Og jo, jeg har beskæftiget mig med sundhedspolitik i over 20 år som medlem af amtsråd og regionsråd - derfor elsker jeg ikke nødvendigvis regionerne, men jeg ved, hvad de har leveret.

Publiceret 16 March 2019 08:00