Camilla Fabricius.

Camilla Fabricius.

Debat:

Bureaukrati skal styre sundhedssystemet

Sundhedssystemet er truet af regneark og grønthøsterbesparelser, skriver læserbrevsskribenten

Af
Camilla Fabricius

folketingskandidat (S) Østjyllands Storkreds

Den borgerlige regerings afvikling af vores lokale demokratier, gør det nærmest umuligt for os almindelige mennesker, at holde nogen ansvarlige for systemets fejltagelser.

Vi bliver flere indbyggere i Østjylland, et faktum der i høj grad skyldes familieforøgelser her i Skanderborg. For her har familierne lyttet til advarslerne om faldende fødselstal, og givet den en ekstra skalle. Således er fødselstallet for 2017 i Skanderborg Kommune oppe på 2,39 mod 1,75 på landsplan - en imponerende fremgang, som jeg håber at se brede sig i resten af Danmark.

Sådan et positivt tal kalder dog også på eftertænksomhed. For hvilken slags omsorg kan de nye familier se frem til i et sundhedssystem, hvor beslutningstagerne bliver navnløse embedsmænd, som jagter deres næste bonus, bevæbnet med regneark og grønthøsterbesparelser?

Det er en farlig udvikling, fordi fællesskabets solidaritet bygger på garantier for omsorg og ansvarlighed. De garantier vil regeringen sælge ud af, velvidende at det efterlader dem der har mindst i vores samfund, med mere utryghed og mere frygt for fremtiden.

Nu skal åremålsansatte embedsmænd altså styre Danmarks sundhedssystem, men de skal ikke selv bruge det, for de er så højt på strå, at deres sundhedsforsikringer sender dem direkte på privathospital.

Det er forståeligt, når nybagte forældre i Skanderborg spørger sig selv om, hvilket velfærdssamfund der vil stå tilbage, når deres børn bliver voksne?

Publiceret 20 February 2019 17:30