Illustration

Det omstridte byggeri på Ry Bytorv. Illustration

Debat:

Ry Bytorv er profitbyggeri uden hensyntagen og omtanke

Af
Gert Bo Jensen

Siimvej 63

8680 Ry

ry bytorv Udover det planlagte byggeri af boligblokke i forbindelse med bytorvet er et projekt boligblok nu også dukket op på Skanderborgvej igen uden hensyntagen til det charmerende miljø, der er omkring byhusene i Ry.

Ejerne har i begge projekter ladet de eksisterende ejendomme forfalde for så nu at sætte musikken til dansen om guldkalven i gang, uden smålig hensyntagen til at man derved i høj grad forringer naboers livskvalitet, samt bevidst sænker værdien af samme naboers huse og matrikler.

Musikken er helt klart ”Pengegaloppen”, men hvad er det dybere formål, kan man spørge sig selv? Er det ønsket om, at eliten kan sidde i hver deres ”Penthouse” og vinke til hinanden?

Det kan ikke være det nye tossede begreb ”byfortætning”, der her slår igennem al den stund, at disse boligblokke kommer til at være placeret et stykke fra hinanden. Muligvis en slags byfortætning, men ikke på nogen måde byforskønnelse.

Bliver de nye ”Bytorvs-blokke” lige så uens i forhold til den nye blok på Skanderborgvej, som de bliver med den allerede byggede boligblok på bytorvet eller omvendt?

Bygherrernes iver efter profit er måske forståelig, men for godt 14 måneder siden var der ingen grænser for hvor mange siddende og kommende byrådskandidater, der havde travlt med at profilere sig – som kunne og ville så meget for borgere og lokalsamfund, i hvert fald når de var i medierne.

På den baggrund vil jeg sige, at det er sørgeligt at opleve den larmende tavshed vores folkevalgte med et par undtagelser, specielt de der er valgt i Ry, opretholder i disse sager.

Jeg måtte desværre trække mit kandidatur i 2017 af private årsager, men nu kan jeg da kun glæde mig over ikke at være en del af et byråd, der i den grad arbejder med skyklapper på og plejer smalle interesser inde på den fælles græsgang i Skanderborg. Det er ikke i orden.

Publiceret 07 February 2019 15:30