En politisk børnehave

Byrådsmedlemmerne bør gå forrest og hæve debatten op på et højere niveau, mener læserbrevsskribent

Af
Find Lykkebøe

Vestergade 39

DK-8660 Skanderborg

LÆSERBREV Kære byrådsmedlemmer:

"Et kaotisk byrådsmøde," siger Venstres Anders Rosenstand Laugesen

"Står alene og tager fejl," siger fire partier fra byrådet

To læserbreve fra Ugebladet Skanderborg fra 15. januar i år med diametralt modsat indhold og med beskyldninger om at være udemokratisk og med påstande om sololøb. Begge parter kan nødvendigvis IKKE have ret.

Hvorfor reagerer de øvrige partier i Byrådet ikke.... Har de sovet i timen eller er de i bund og grund enige med de 4 citerede partier??? Eller bakker de Venstres borgmesterkandidat op???

For os borgere og stemmeafgivere i Skanderborg Kommune er det med stor undren igen at skulle lægge øre til et børnehaveniveau, som burde ligge voldsomt fjernt fra voksne mennesker og sågar fjernt fra folke-valgte lokalpolitikere.

Årsagen til, at tillid til politikerne er på niveau med brugtvognsforhandlere og journalister, kommer her frem til fuld belysning.... Et helt byråd bruger tid og spalteplads til sådan noget person-fnidder, fremfor at varetage den kommunale og ansvarsfulde opgave med at løse kommunens problemer fremfor egotrip. Det er ganske enkelt ulideligt at høre på.

Det syntes at foresvæve mig, at de valgte kommunalpolitikere har til opgave at varetage HELE kommunens ve og vel og ikke personlige nærinteresser.

Der syntes at være relevante opgaver nok, som byrådsmedlemmerne kunne bruge deres tid på.

Det ville klæde Byrådet og enkeltmedlemmer at afstå fra den debatform i fremtiden - det kunne måske medføre at lidt respekt fra vælgerne igen kunne komme på tale.

Den ordinære vælger har jo ikke en kinamands (gad vide om man i disse tider må bruge det udtryk) chance for at gennemskue hvad der op og ned - kun at to grupper råber og skriger til hinanden på en uskøn facon.

Lad os vælgere komme på sporet igen ved at byrådsmedlemmerne går forrest og på saglig og seriøs facon - også gerne personligt respektfuldt - hæver debatten op på et højere niveau.

Hvis man ønsker genvalg, når stemmesedlerne igen skal afkrydses, så begynd på en sober tone nu.

Kære politikere i det lokale byråd: Hvis I fortsætter på det lave format, behøver I ikke at bekymre jer om medlemsantal i partiforeningerne - de ER rendt skrigende bort.

Publiceret 18 January 2019 14:00