Svinestreg i Ry

Af
Inge Mikkelsen

Thorsvej 57

8680 Ry

LÆSERBREV Er der ingen anstændighed i Skanderborg Kommune?

Første meddeler borgmesteren, at Bytorvssagen trækkes af dagsordenen på byrådsmødet onsdag 19. december.

Torsdag kunne vi i avisen så læse, at Bytorvet alligevel kom på dagsordenen og blev vedtaget.

Er borgmesteren en Jørgen Vendekåbe?

Bytorvsprojektet bliver ikke kun til en skamstøtte for den gamle Ry Kommune, men nu også for hele Skanderborg Kommune. Det vil ødelægge midtbyen i vores gamle stationsby, og kun nogle få velhavere vil få lyst og råd til at flytte ind.

Mon de kan bære at være med til at ødelægge byens grønne skyline, der bliver brudt af nogle kolosser, der helt utidigt hører 50’erne og 60’ til og måske kunne passe ind i forstadsbebyggelsen til en storby som London, hvor man ikke ville lægge specielt mærke til de fladtagede bygninger, fordi de ligner al anden fantasiløs storbybebyggelse.

I tillid til borgmesterens ord var ikke mange Ry-borgere mødt op til byrådsmødet, der desuden også i overensstemmelse med god politiker-/spindoktorstrategi var placeret på et tidspunkt, hvor alle borgere er optaget af juleforberedelser. Og i tillid til borgmesterens løfte ikke havde taget turen ud på Fælleden, som i forvejen ligger så langt fra lands lov og ret, at man ikke lige bruger sine apostelheste for at bevæge sig derud, ej heller tager sin cykel i den kolde vinter. Rådhuset viser jo til fulde, hvor glad byrådet er for kassebygninger, der lukker sig om sig selv og ikke åbner op for kontakt til omverdenen.

Var der nogen, der talte om et Bytorv, der ikke er noget bytorv, fordi det ikke inviterer til aktivitet i byens rum, ej heller understøtter en vision om borgernes hverdag i den aktuelle udformning

Jeg spørger igen: Hvad blev der af den oprindelige plan for Ry Bytorv 2? Hvad er der sket mellem 2012 og 2018, som tilsiger høje kassehuse i Ry? Tror bygherren, at det vil blive lettere at sælge disse lejligheder ?

Er der heller ingen ordentlighed i Skanderborg Kommune?

De få borgere, der dog var til byrådsmødet – måske fordi de ikke troede på borgmesterens ord tirsdag?

De blev oven i købet smidt ud fra byrådsmødet. De 10 minutters suspension ser ud til at være brugt til traditionelle politikerrævekager. I hvert tilfælde synes vedtagelsen at være besluttet undervejs, som var Skanderborg Byråd at sammenligne med et gammeldags sogneråd, hvor borgerdeltagelse ikke var et must!

Det er ikke noget at sige til, at danskernes politikerlede er tiltagende. Ender det mon med Gule Veste-demonstrationer som i Frankrig, hvor politikerne ingen fornemmelse har for, hvad der rører sig i folkedybet.

Onsdagens hændelser i Skanderborg varsler ikke godt for fremtiden. Tilliden mellem borgere og politikere er brudt, når borgmesteren går fra sit ord. Kun Anders Laugesen holdt fast. Bliv ved med det! Fortsæt dit arbejde. Mange i Ry støtter dig.

Publiceret 07 January 2019 19:00

SENESTE TV