Godt nyt til børnefamilierne: Deltidsplads ved barselsorlov

Af
Anders Rosenstand Laugesen (V)

Thomas Cordtz (K) og Martin Frausing Poulsen (DF) Hhv. udvalgsformand

byrådsmedlem og 2. viceborgmester i byrådet

Der er rigtig godt nyt til de af landets børnefamilier, der ønsker sig mere fleksibilitet i hverdagen, lavere pasningstakster og mere tid sammen med deres børn under barsel. Det glæder os nemlig at kunne meddele, at Skanderborg Kommune fra årsskiftet tilbyder deltidspladser i dagplejer, vuggestuer og børnehaver til børn af forældre, der holder hel eller delvis barselsorlov.

Familier med en eller begge forældre på barselsorlov vil fra den 1. januar, som noget helt nyt, kunne ansøge om en deltidsplads på 30 timer om ugen for børn i førskolealderen mod stærkt reduceret egenbetaling (cirka 1.850 kr./md. for dagpleje- og vuggestuepladser og 1.050 kr./md. for børnehavepladser). Deltidspladsen vil blive etableret i den dagpleje, eller den institution, hvor det større barn allerede går, og deltidspladserne vil skulle anvendes i tidsrummet kl. 9-15. De nærmere detaljer ang. tilbuddet vil komme til at fremgå på kommunens hjemmeside Skanderborg.dk, lige såvel som detaljerne kan oplyses efter henvendelse til kommunen.

Den nye ordning forventes at føre til en øget grad af balance, fleksibilitet og tilfredshed hos børnefamilierne, og vi kan derfor kun kippe med flaget over kommunens nye tilbud, som sikrer bedre rammer for, at forældre og børn kan tilbringe mere tid sammen. Ordningen er resultatet af et semibredt Christiansborgforlig mellem Regeringen, DF, S og R ved navn 'Stærke dagtilbud – alle børn skal med i fællesskabet'.

Alligevel modtog den nye ordning noget overraskende knubbede ord fra socialdemokraternes Frands Fischer og Radikales Anne Heeager, der begge på byrådsmødet i november argumenterede for, at vi ikke bør gøre for meget reklame for ordningen.

Den underliggende præmis for deres argumentation syntes at være, at ordningen af uforståelige årsager er uønskelig.

For det først er denne præmis overraskende, idet både S og R er en del af Christiansborg-forliget. For det andet overrasker præmissen, idet Anne Heeager og Frands Fischer begge har forhandlet de lokale vilkår for ordningen på plads i kommunens Undervisnings- og børneudvalg, hvor Frands Fischer oven i købet er formand.

Det er svært at forstå, at de to politikere, Fischer og Heeager, kan være så kritiske i forhold til en ordning, som de selv har været med til at tilrettelægge igennem deres udvalgsarbejde. Hos Venstre, Konservative og DF glæder vi os over markant bedre forhold for børnefamilierne.

Publiceret 12 December 2018 16:00

SENESTE TV