DEBAT:

Fusion? - Hvilken fusion

Morten Munk, lektor og bestyrelsesmedlem på Skanderborg Gymnasium

 

Bestyrelsesformændene for Skanderborg Gymnasium og Skanderborg-Odder Center for Uddannelse har udsendt en pressemeddelelse angående en mulig fusion af de to institutioner.

 

Som medlem af bestyrelsen for Skanderborg Gymnasium finder jeg det nødvendigt at præcisere og kommentere på pressemeddelelsens ensidige begejstring for fusionsplanerne.

 

LÆS OGSÅ: Campus-bestyrelser: Ikke en fusion - kun en undersøgelse af fordele og ulemper

 

For det første er det væsentligt at påpege, at der er tale om en undersøgelse, som skal danne et objektivt beslutningsgrundlag.

 

Bestyrelsen på Skanderborg Gymnasium har besluttet at iværksætte en undersøgelse af potentialerne ved en fusion - men også undersøge, hvilke udfordringer og eventuelt reelt forringede forhold, en kommende fusion vil kunne medføre.

 

På baggrund af undersøgelsen skal bestyrelsen tage endelig stilling til, om fordelene ved en fusion er større end ulemperne. Det er altså stadigvæk helt åbent, om det vil ende med en fusion.

 

For det andet er det ikke en enig bestyrelse, som stemte for iværksættelsen af undersøgelsen. Det er altså ikke hele bestyrelsen, der kan se de positive visioner, som pressemeddelelsen giver udtryk for.

 

Faktum er, at et flertal stemte for undersøgelsen - med den udtrykkelige præmis, at vi får et reelt og objektivt beslutningsgrundlag.

 

Som loyalt bestyrelsesmedlem bakker jeg op om denne proces. Især den del som omhandler, at vi får en nuanceret undersøgelse. En undersøgelse, som blandt andet skal afdække, om pressemeddelelsens påstande om fordelene faktisk har hold i virkeligheden.

Publiceret 09 April 2018 17:00

Uge-Bladet Skanderborg nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Uge-Bladet Skanderborg
SENESTE TV