DEBAT:

Ønskeseddel 2.0

Christian Rotbøl, Formand for skolelederforeningen i Skanderborg

 

Overenskomstforhandlingerne på det kommunale område er brudt sammen. Både for os som ledergruppe og for vores personalegrupper. Dermed er der stor risiko for, at folkeskolerne i Skanderborg kastes ud i den anden konflikt på få år.

 

En konflikt, der vil kunne trække et langt ødelæggende spor efter sig, hvilket er det sidste vi kunne ønske os. konflikten handler denne gang (i modsætning til sidst) om hele arbejdsmarkedet og ikke kun skolen, men som forening har vi naturligvis først og fremmest har fokus på skolernes og skoleledernes vilkår.

 

Alle os der arbejder i folkeskolen, har ét fælles mål. At skabe et skolevæsen, hvor elever trives og lærer så meget som muligt. Hvis dette skal lykkes har vi erkendt vigtigheden af at der er ro om folkeskolen. Folkeskolen udvikler sig bedst i konsensus og ikke i kamp. For skoleledernes vedkommende håber vi selvfølgelig, at arbejdsgiverne vil se velvilligt på vores vilkår for at kunne drive skole. Det er altafgørende, at vilkårene er i orden, for at vi kan levere de resultater, som politikerne ønsker.

 

Vi har ledet skolerne hen mod en situation, hvor forældretilfredsheden er høj. Elevernes trivsel ligger højt, mobning er faldet, eleverne er de bedste i verden i selvstændig tænkning og problemløsning, deres færdigheder i dansk, engelsk, matematik og naturfag ligger på et højt niveau m.m.

 

Hvis kvaliteten skal blive ved at være høj burde det ikke være nødvendigt at argumentere for, at arbejdsvilkårene skal være i orden. Især ikke i disse år, hvor der allerede er sket en kolossal produktionsforøgelse i folkeskolen.

 

Vi minder om, at vi lokalt i Skanderborg gennem de senere år bestandigt har været udfordret af at få budgetterne reduceret med 0,5% om året, men til trods for det stadig leveret nogle af landets bedste resultater. Der er behov for at arbejdsgiverne viser anerkendelse af det store arbejde, som dedikerede lærere, pædagoger og ledere hver dag udfører, for at gøre en god skole endnu bedre.

 

Det største ønske lige nu er: Lad os få ro omkring folkeskolen. Giv nu folkeskolen og os, der arbejder i den, nogle acceptable vilkår. Når man på andre områder kan lave overenskomster, må det også kunne ske på skoleområdet.

 

Vi vil derfor kraftigt opfordre til, at parterne vender tilbage til forhandlingsbordet og sammen finder en løsning, så vi kan fortsætte det arbejde, vi er i gang med. Kun ad dialogens vej kan vi få løftet vores folkeskole. En ny konflikt er det sidste vi har brug for.

Publiceret 20 March 2018 13:00

Uge-Bladet Skanderborg nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Uge-Bladet Skanderborg
SENESTE TV