Kommunalvalg 2017
Valgets optælling blev fulgt med stor interesse i byrådssalen og kantinen i Fælledhuset, hvor der var åben valgaften - der var dog ikke mange menige borgere, der havde taget imod tilbuddet. Foto: Bollerup
Valgets optælling blev fulgt med stor interesse i byrådssalen og kantinen i Fælledhuset, hvor der var åben valgaften - der var dog ikke mange menige borgere, der havde taget imod tilbuddet. Foto: Bollerup
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

KV17: Gaarde er glad for valgresultatet

Alternativet er ny i byrådet, hvor Venstre fik en markant tilbagegang i stemmer, men ikke i mandater.

Jørgen Gaarde og Socialdemokraterne beholder borgmesterposten i Skanderborg Kommune efter valget, hvor partiet mistede et enkelt mandat. Men hvor Venstre samtidig med partiets nye borgmesterkandidat Anders Rosenstand Laugesen måtte indkassere en tilbagegang, der koster partiet et mandat. Derudover kommer Alternativet i byrådet med ét mandat. 

 

Dansk Folkeparti går frem fra to til tre. Partiet gik frem med et halv procent i en situation, hvor partiet ellers gik tilbage i et stort antal kommuner. Lokalt tog partiet lige præcis et mandat for næsen af Liberal Alliance, der for andet byrådsvalg i træk ikke kom ind.

 

“Jeg er rigtig glad for, at jeg kommer i byrådet. Jeg vil meget gerne i Miljø- og Planudvalget,” siger Kjeld Jensen, DFs nyvalgte byrådsmedlem. Partifællen John Haarup Laursen er også glad.

 

“Når vi bliver vi tre i byrådsgruppen, kan vi være repræsenteret i flere udvalg,” siger John Haarup Laursen (DF).

To partier med to

SF genvinder to mandater - og efter en kraftig tilbagegang ved sidste byrådsvalg på 10,7 procentpoint, var det en glad Claus Leick, der fulgte optællingen på valgaftenen.

 

“Det glæder mig, at vi går lidt frem, når Alternativet også kommer i byrådet. Alternativet ville nok typisk tage stemmer fra Radikale, Enhedslisten og SF. Men ved sidste valg blev vi også straffet hårdt,” siger Claus Leick.

 

Radikale bevarer to byrådspladser, det ene får Anne Heeager, der personligt fik et fantastisk godt valg som ny kandidat. Og både hende og partifællen Tage Nielsen er på valgets samlede Top-5 over personlige stemmer i kommunen. Partiet fik 111 flere stemmer, men landede som ved sidste valg på 6,6 procent.

Konservative er tilbage

Konservative genvinder ét mandat, som partiet også vandt ved sidste valg - men hvor partiets repræsentant i byrådet senere skiftede parti til Socialdemokratiet.

 

Det var derfor en ovenud glad Thomas Cordtz (K), der ringede til sin hustru for at fortælle, at partiet igen er i byrådet. Da partiets resultat dukkede frem på tv-skærmen jublede han.

 

“Det er helt vildt. Jeg er så lykkelig, så jeg kunne græde,” sagde han.

Tre partier med én

Det er tre partier med kun et mandat: Konservative, Alternativet og Enhedslisten.

 

“Det er fantastisk, at vi kommer i byrådet. Især efter de sidste dages misk-mask i vort parti, hvor jeg har brugt rigtig meget tid på at forklare folk, hvad der sker,” sagde Alternativets kandidat Jesper Arbo Frederiksen - der personligt blev overhalet af partifællen Mira Issa Bloch, der får partiets plads i byrådet.

 

Sidste enmandsparti er Enhedslisten, der gik tilbage med 0,9 procent.

 

“Vi glæder os over, at Alternativet kommer i byrådet, for sammen med SF og Alternativet og os er der samlet en rød-grøn fremgang i byrådet. Og Alternativet har fået mere, end vi har mistet, og det er vigtigt, for det er dem, vi kan lave politik med,” siger Marie Temponeras (EL).

Nye Borgerlige er ude

Nye Borgerlige opnåede ikke valg. Partiet fik 0,8 procent af stemmerne, noget fra de cirka tre procent, et mandat koster. 273 vælgere stemte på partiet.

 

“Jeg havde heller ikke ventet, vi kom i byrådet, da vi ikke har et landsparti i ryggen. Desuden er indvandrerproblemet ikke så stort et problem i Skanderborg Kommune,” siger Steffen Møller Pedersen (D).

De to store - S og V

Jørgen Gaarde (S) er glad for valgets resultatet, selv om Socialdemokratiet taber et mandat.

 

“Vores tilbagegang er nemlig marginal. Faktisk har vi fået flere stemmer end ved sidste valg, men på grund af befolkningstilvæksten, har vi procentvis mistet 0,4 procentpoint i forhold til sidste valg,” siger Jørgen Gaarde.

 

“Nogle i vores parti undrer sig over, at vi mister et mandat, når Venstre også mister ét mandat, selv om Venstre går fem-seks procentpoint tilbage. Men det skyldes, at de støvsuger Nye Borgerliges stemmer,” siger han.

 

I faktiske stemmetal fik Socialdemokraterne 417 flere stemmer end i 2013.

 

“Det gik ikke som håbet, men nok som forventet." Sådan lyder konklusionen fra Venstres Anders Rosenstand Laugesen.

 

“Jeg kom forholdsvis sent ind i valgkampen, og det gør det svært at vippe en erfaren, længesiddende borgmester af pinden. Så dagens udfald er vel det mest realistiske, må jeg erkende,” siger han.

 

Venstre mistede 1.536 stemmer i forhold til sidste valg og gik 5,8 procentpoint tilbage. Men mister altså kun ét mandat.

Publiceret: 27. November 2017 11:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Uge-bladet Skanderborg

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt