Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

KV 2017: Kun hver fjerde kandidat er kvinde

Byrådsvalget 21. november er gået i gang og kandidaterne er klar

Der er 110 kandidater til byrådsvalget 21. november i Skanderborg Kommune. Det er 16 flere end ved valget i 2013.

Der er samtidig flere partier og lister denne gang. Ved sidste valg var der ni partier og lister, denne gang stiller der 11 partier og lister op.

I 2013 stillede Frank Andersen fra Hørning op på Fri-Listen som eneste kandidat. Listen er ikke med denne gang. Det er i stedet Sammenholdet, der har Gert Bo Jacobsen fra Ry som eneste kandidat.

Kun lidt flere kvinder

Desuden er Nye Borgerlige og Alternativet kommet til som to nye partier, der begge har tre kandidater. Hvad angår kvindelige kandidater, er der kun sket en lille fremgang, da 27,3 procent af kandidaterne denne gang er kvinder mod 26,6 procent for fire år siden.

Radikale er eneste parti med flest kvindelige kandidater, nemlig seks kvinder og tre mænd.

SF har fifty-fifty. Enhedslisten er eneste parti med en kvindelig spidskandidat, og partiet har fire kvinder og fem mænd opstillet.

Konservative og Nye borgerlige har hver kun en kvindelig kandidat. Liberal Alliance har to kvinder og seks mænd.

I Venstre er der tre kvinder og 14 mænd. I Dansk Folkeparti er der fire kvinder og 19 mænd. I Socialdemokratiet er der seks kvinder og 17 mænd.

Ved valget i 2013 havde Venstre flest kandidater, 24 i alt - fulgt af Socialdemokratiet med 22 og DF med 15.

Mange kandidater i S og DF

Denne gang er topscorerne S og DF, der hver opstiller 23 kandidater.

Derefter følger Venstre med 17, derefter Radikale og Enhedslisten med hver ni kandidater, Konservative og Liberal Alliance med hver otte og SF med seks kandidater.

Brevstem nu

Der kan allerede afgives brevstemmer hos Borgerservice på Skanderborg Fælled samt på bibliotekerne i Galten, Hørning, Ry og Skanderborg.

Der er tre valgforbund. En rød med S, SF, EL, Å og Sammenholdet. En blå med V, DF, LA og D. Og en med R og K.

Publiceret: 25. Oktober 2017 21:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Uge-bladet Skanderborg

ANNONCER
Se flere