Bag Fruering Festival står Elin Fig, og festivalen foregår på familien Figs ejendom. Pressefoto

Bag Fruering Festival står Elin Fig, og festivalen foregår på familien Figs ejendom. Pressefoto

Elin fik en god ide:

Ny festival for hele familien i Fruering

20. september slår Fruering Festival for første gang dørene op

Skanderborg Nogen vil måske mene, at årets festivalsæson synger på sidste vers, men ikke Familien Fig med flere i Fruering, der er gået sammen om at stable en helt ny festival på benene i den lille landsby ved Skanderborg. Festivalen hedder 'Fruering Festival'.

“Det lokale sammenhold og deltagelse fra egnens borgere er grundstenene for festivalen, som vi ser som en mulighed for at fremhæve Fruerings værdier med hyggeligt samvær, godt humør, god musik med mulighed for dans og god mad og drikke.,” siger idekviden bag festivalen Elin Fig.

Festivalen foregår på familien Figs ejendom på Skårup Kirkevej i Fruering, hvor der dagen igennem vil blive spillet koncerter i to opslåede telte.

Her kan man blandt andre opleve kendte bands som Moonjam, Sweethearts, Jonny Hefty og Jøden, H.E.R.O., Topgunn samt diverse DJs og lokale bands. Der vil også være aktiviteter for børn, der blandt andet kan komme og lege på en hoppeborg og få lavet ansigtsmaling af “Glimmermarie”.

Pølsevogn og rullende pizzamand

Der bliver selvfølgelig også mulighed for at få slukket tørsten og stillet sulten hos den lokale pølsevogn, den rullende pizzamand eller hos nogle af de lokale foreninger, der får mulighed for at tjene en skilling på madsalg.

“Vi håber, at rigtig mange borgere fra Fruering og omegn på tværs af alder og musiksmag vil tage hinanden under armen og bakke op om vores lille festival, som forhåbentlig kan være med til at afspejle vores gode landsbymiljø,” udtaler Elin Fig.

Dørene til Danmarks Hyggeligste Festival åbnes 20. september klokken 16.00, og så kan der leges, danses, synges og hygges helt frem til klokken 02.00.

Læs mere på Fruering Festivals Facebookside: www.facebook.com/FrueringFestival/ eller på hjemmesiden www.frueringfestival.dk.

Kapp

Publiceret 11 September 2019 10:33