Debat: Ja, udlicitering er godt!

Skanderborg Kommune skal udlicitere mere, mener Bo Zacher Nielsen (K)

Af
Bo Zacher Nielsen (K)

næstformand, Harevej 14

8660 Skanderborg

Formanden for 3F, Kai Høstrup, byrådsmedlem for Socialdemokratiet, gør tingene ordentligt med et læserbrev mod udlicitering. Det er naturligt, da han taler på vegne af sine medlemmer, men byrådet skal også gøre det bedst og billigst, hvilket Kai Høstrups’ læserbrev ikke bærer præg af. Kai Høstrup vil øge mængden af medarbejdere, der betales af skatteyderne.

Et simplificeret regnestykke: Kommunen udbyder en opgave. Både kommunen og en privat entreprenør byder en million som mindstebud. Her overtager kommunen opgaven. Umiddelbart fint, men hvor den private entreprenør måske har en fortjeneste på 200.000 samt betaler en skat på cirka 50.000, så har kommunen et ekstra rådighedsbeløb på 200.000, da den er en non-profit organisation, som kan ansætte ekstra medarbejdere, indkøbe flere maskiner eller måske distribuere pengene et andet sted hen.

Udlicitering sikrer en rigtig pris og holder aktørerne på dupperne, så der stadig er en konkurrence. Det behøver ikke gå ud over medarbejderne

Altså en skattefinansieret model, hvor Kai Høstrup får ansat flere i kommunen. Jeg forstår godt, han vil det. Ovennævnte har vi set på entreprenørgården, hvor eksempelvis græsklipning og rottefængere blev kommunalt efter et bud fra kommunen, der matchede den professionelle private aktør.

Kai Høstrup omtaler de private aktører som rene medarbejdermishandlere, der blandt andet forringer arbejdsmiljøet. Det er naturligvis noget sludder. Samme arbejdsregler gælder for private og kommunale medarbejdere. Samtidig vil formanden lave en treenighed, hvor faglige organisationer skal være en del af kommunens tænketank. Selvfølgelig skal de ikke det.

De er en interesseorganisation, der skal sikre medarbejdernes løn og ansættelsesforhold i det kommunale som på det private arbejdsmarked. Kai Høstrup skal ikke bruge sin dobbeltrolle som fagforeningsformand og kommunalbestyrelsesmedlem til at indføre 3F som en fast del af kommunen.

Udlicitering sikrer en rigtig pris og holder aktørerne på dupperne, så der stadig er en konkurrence. Det behøver ikke gå ud over medarbejderne. Den private aktør er sandsynligvis mere professionel på sit felt og kan udnytte sit produktionsapparat og lederpotentiale bedre. Bare se udliciteringen af vores veje, aldrig har de været bedre.

En anden udliciterings-fordel er, at kommunen slankes, herunder ledelseslagene, og forbruget bliver mere synligt. Medarbejderne bliver ikke arbejdsløse, de er bare i private erhverv. Og ja, kommunen har tilsynspligt. Det har de også overfor kommunens egne ydelser.

Jeg er ikke fortaler for, at alt udliciteres. Kommunens kerneområder holdes på kommunale hænder, så borgerne får en tryg behandling. Men kan der skabes en større værdi for borgerne, skal kommunen som udgangspunkt altid udlicitere.

Så ja, udlicitering betaler sig.

Publiceret 05 September 2019 18:30