Alice Lundager, der i forvejen leder GF Forsikrings kontorer i Horsens og Silkeborg, glæder sig til åbningen i Skanderborg. Det bliver dog ikke 15. august, da en vandskade i de nye lokaler har gjort det nødvendigt at udskyde åbningen. Alice Lundager tør endnu ikke melde en ny åbningsdato ud. Pressefoto

Alice Lundager, der i forvejen leder GF Forsikrings kontorer i Horsens og Silkeborg, glæder sig til åbningen i Skanderborg. Det bliver dog ikke 15. august, da en vandskade i de nye lokaler har gjort det nødvendigt at udskyde åbningen. Alice Lundager tør endnu ikke melde en ny åbningsdato ud. Pressefoto

GF Forsikring åbner kontor i Skanderborg

GF forsikring åbner kontor i Skanderborg på Bloms tagparkering

Det kundeejede GF Forsikring slår dørene op for et nyt kontor, der ligger på Bloms tagparkering midt i byen. Åbningen er et led i GF Forsikrings strategi om at være tæt på ejerne - medlemmerne.

"Nærhedsprincippet er vigtigt i GF. Der, hvor vores medlemmer er, vil vi også være. I de seneste år har vi i GF Forsikring oplevet stor tilgang, også i Skanderborg-området, så nu er der basis for at åbne et kontor i byen," siger Alice Lundager i en pressemeddelelse fra GF.

Hun er i forvejen leder af GF Forsikrings kontorer i Horsens og Silkeborg, selv bosat i Skanderborg - og ser stort potentiale i tilstedeværelse i byen.

Vælger det nære og lokale

"Flere og flere vælger det nære og lokale til, også når det gælder forsikringer. Vi har haft en meget stor fremgang i de seneste år, hvor både private, landbo- og erhvervskunder er kommet til. Den positive udvikling har skabt økonomien til, at vi nu kan udvide den lokale betjening med et kontor i Skanderborg," siger Alice Lundager i pressemeddelelsen.

"Hos GF kan man få ordnet mange ting digitalt, hvis man ønsker det. Men man kan også komme ind fra gaden og få en snak om sine forsikringer. Med placeringen på Bloms tagparkering får vi optimal synlighed og tilgængelighed. Samtidig har vi hurtigt ved at komme på besøg rundt om i kommunen hos de kunder, der foretrækker at møde os derhjemme," lover Alice Lundager.

Siden 2012 er GF Horsens vokset fra knap 8.000 medlemmer til knap 10.000 medlemmer i dag.

GF har mottoet 'overskud til hinanden, og betaler overskuddet til kunderne ud fra princippet: Jo færre skader, jo billigere forsikringer.

For GF Forsikring giver tilstedeværelsen i Skanderborg også mulighed for at styrke båndet til samarbejdspartnere som blandt andet Ældre Sagens lokalafdelinger i område, og Jyske Banks lokalafdeling, som henviser kundeemner til GF. Ud over kontoret i Skanderborg styrker GF også tilstedeværelsen i Silkeborg med et nyt kontor på Borgergade 34 i Alderslyst, som åbner i oktober. Kontoret i Horsens fortsætter uændret.

Publiceret 05 August 2019 11:30