Flere af de deltagende institutioner involverer forældre og børn i for eksempel at indsamle genbrugsmateriale og bruge det til at fremstille 'legetøj'. Arkivfoto

Flere af de deltagende institutioner involverer forældre og børn i for eksempel at indsamle genbrugsmateriale og bruge det til at fremstille 'legetøj'. Arkivfoto

Bæredygtighed i børnehøjde:

Børnehaverne sætter fokus på genbrug og affaldssortering

En række af kommunens daginstitutioner med i projektet

miljø Da tidligere formand for FN’s generalforsamling Mogens Lykketoft holdt oplæg på Fælleden i januar om FN’s Verdensmål, blev han spurgt om, hvad han ville starte med, hvis han var borgmester i en kommune. Hans svar var: "Indkøbspolitik og børnene".

Børnene skal vokse op med nogle andre vaner end voksne. Gamle dyder skal genlæres. Det er f.eks. at vedligeholde sine ting, genbruge, spare på energien, kun tage det mad på tallerkenen, man kan spise, og ikke smide affald i naturen.

I Skanderborg Kommune vil daginstitutioner nu for fjerde år i træk arbejde med børnene om bæredygtighed i marts i projektet 'Bæredygtighed i børnehøjde'.

Involverer forældre

Flere af de deltagende institutioner involverer forældre og børn i for eksempel at indsamle genbrugsmateriale og bruge det til at fremstille 'legetøj', papir og figurer. Mange vil også indsamle affald i naturen og snakke om, hvad der er hvad – plastik, metal osv.

Der er både nye og 'gamle' institutioner med i år. Dorte Holst Rafn fra Børnehuset Bakketoppen har været med i alle årene:

"Vi er ved at have en rutine med temaet, men der er jo nye børn hvert år, så det gør ikke noget, at vi gentager ting fra de tidligere år. De ældre børn har også godt af gentagelsen, så dannelsen til en bæredygtige kultur skabes blandt børnene," fortæller Dorte Holst Rafn i en pressemeddelelse.

Slutter med udstilling

Dette års fælles afslutning bliver en udstilling, der kommer rundt på kommunens biblioteker og på projektet 'Danmark for målene', der besøger Skanderborg Kommune seks gange hen over sommeren.

De nye initiativer vil komme med i den eksempelsamling, som løbende udbygges med ideer til daginstitutioners arbejde med børn om bæredygtighed.

jesl

FAKTA

Deltagende

institutioner

    Børnehuset Bakketoppen

    Børnehuset Viften

    Børnehuset Eskebækparken

    Skovby Børnehus/Græshoppen

    Børnehaven Tusindfryd

    Børnehuset Regnbuen

    Bjedstrup Børnehus

    Elverhøj Børnehave

    Veng Børnehus,

    Daginstitutionen Fredensgård

    Børnehuset Bifrost

    Børnehuset Skovtroldene

Publiceret 09 March 2019 06:00