Ifølge Pontoppidan opnår vi først lykken, når vi accepterer livets tilskikkelser som den skæbne, der nu engang blev vores. Pressefoto

Ifølge Pontoppidan opnår vi først lykken, når vi accepterer livets tilskikkelser som den skæbne, der nu engang blev vores. Pressefoto

Klumme: Pontoppidan, 'Lykke-Per'og livets tilskikkelser

Af
Thomas Damm,

Galten Bibliotek

I 2018 fik Henrik Pontoppidans store roman 'Lykke-Per' (1898-1904) fornyet aktualitet gennem Bille Augusts filmatisering, og her i starten af det nye år har vi kunnet opleve en lidt længere version på TV2.

Hvad enten man nyder Bille Augusts filmatisering på det store lærred eller på den lille skærm, må man sige, at instruktøren som vanligt har skabt et smukt billedværk og lokket fine præstationer ud af sine skuespillere.

Om det så egentlig er Pontoppidans 'Lykke-Per', vi er blevet præsenteret for, er en anden sag. Jeg kan ikke helt undgå fornemmelsen af, at Bille August har slebet de skarpeste kanter og polstret de hårdeste pointer hos forfatteren og serveret en lidt sentimental version.

For Pontoppidan er både kantet og hård, og hverken Per eller Jakobe er så sympatiske, som Bille August skildrer det. Man græder ingen tårer ved romanens slutning, og der stråler ikke noget forklarelsens lys, som der gør i filmen.

Lykke er mange ting

Det sværeste ved at forstå 'Lykke-Per' ligger egentlig allerede i titlen: Hvad er det her med lykken? En mand opgiver sin drøm, sit livsværk, og dør i ensomhed - er det ikke i bedste fald ironisk?

Vi bruger ordet lykke på flere forskellige måder. Det kan være det rene og skære held, der tilsmiler os. Vi ønsker hinanden held og lykke, lykke på rejsen, og håber at have lykken med os.

Men vi taler også om lykken som en tilstand, som ”en følelse af dyb glæde over og stor tilfredshed med den livssituation, man befinder sig i”, som der står i Den Danske Ordbog.

Og så er der den mere gammeldags brug - stadig almindelig, da Pontoppidan skrev sin roman - hvorefter en persons lykke forstås som hans eller hendes skæbne eller lod.

I et brev til sin ven Otto Borschenius afviste Pontoppidan, at titlen skulle forstås ironisk:

”Ordet lykke har i mine ører en melankolsk klang; og moralen i denne bog er ganske den samme som i min forrige roman, hvor den tydeligt og ganske uironisk er udtrykt i de ord: at lykken her i livet består i at fæste rod i egen jordbund og vokse i lyset af den hjemlige himmel, hvor sort den så er!”

Jagten på lykken

Lykken for et menneske, ikke mindst for en omflakkende, hvileløs person som Per, er med andre ord at finde hjem og lære at leve i overensstemmelse med sin natur. Ifølge Pontoppidan opnår vi den først, når vi accepterer livets tilskikkelser som den skæbne, der nu engang blev vores.

Pers skæbne er hård, og jeg tror, at Pontoppidan bevidst har fremstillet den så urimelig og ulykkelig i konventionel forstand for at provokere os til eftertanke: Hvad er vores lykke, hvordan lever vi sandest ifølge vores natur?

I det moderne liv jagter vi lykken, som om den er noget, vi skal opnå, en berusende følelse, en særlig nydelsesfuld tilstand, en opsigtsvækkende status. Men måske er lykke noget, der indfinder sig bag om ryggen på os, noget vi kan gøde jorden for, men som spirer og gror og blomstrer, når og som det vil.

Publiceret 26 January 2019 04:00