50-årige Jens-Ole Winther skal stå i spidsen for Skanderborg Kommunes biblioteker. Han er uddannet journalist og kommer fra en stilling som chef for DR's Kulturredaktion i Aarhus. Pressefoto

50-årige Jens-Ole Winther skal stå i spidsen for Skanderborg Kommunes biblioteker. Han er uddannet journalist og kommer fra en stilling som chef for DR's Kulturredaktion i Aarhus. Pressefoto

Journalist i spidsen for kommunens biblioteker

50-årige Jens-Ole Winther ny bibliotekschef fra 1. februar

Det bliver den 50-årige Jens-Ole Winther, der skal stå i spidsen for Skanderborg Kommunes biblioteker. Han tiltræder stillingen som bibliotekschef 1. februar.

Jens-Ole Winther er uddannet journalist og har mere end 12 års ledererfaring i politisk styrede organisationer.

Siden 2002 har han arbejdet med en lang række forskellige opgaver i DR: tv-journalist, radiovært, udviklingsredaktør og chef - bl.a. chef for DR Østjylland.

Cheferfaring fra DR

For fem år siden tog han springet ud af DR som kommunikationschef på Aarhus Universitetshospital for at vende tilbage til DR i 2016, hvor han blev chef for DR's nyetablerede kulturredaktion i Aarhus.

"Jeg glæder mig utrolig meget til at fortsætte udviklingen af bibliotekerne. Sammen med medarbejderne bliver en af opgaverne at skabe flere aktiviteter og tilbud for alle borgere i Skanderborg Kommune, ikke mindst for børnene og de unge, som jeg har en ambition om at kunne lokke mere på biblioteket i fremtiden," siger Jens-Ole Winther i en pressemeddelelse fra Skanderborg Kommune.

Jens-Ole Winther bor Åbyhøj med familien.

Skanderborg Kommune har fire afdelingsbiblioteker, som ligger i Galten-Skovby, Hørning, Ry og Skanderborg. Som ny bibliotekschef kommer Jens-Ole Winther til at stå i spidsen for 30 medarbejdere.

Valgt blandt 27 ansøgere

Et enigt ansættelsesudvalg pegede på Jens-Ole Winther som ny bibliotekschef blandt de 27 ansøgere til stillingen, fremgår det af pressemeddelelsen.

"Jens-Ole Winther er en spændende profil, som både har de personlige egenskaber og den solide faglige kompetence og store ledererfaring, der skal til for at fortsætte den positive udvikling som Skanderborg Kommunes biblioteker allerede er inde i. Vi glæder os til at tage fat på samarbejdet," udtaler chef for kultur, borger og plan Bente Hornbæk.

jesl

Publiceret 25 January 2019 07:30