Klumme: Dyster fagbog om fire berygtede religiøse sekter og deres brutale endeligt

Forfatteren Willy Wegner har gennem en årrække fulgt en række dødskulter fra forskellige baggrunde og kulturer

Af
Jens Rasmussen

Hørning Bibliotek

Siden sidst har jeg læst en dyster fagbog om fire berygtede religiøse sekter og deres brutale endeligt.

Forfatteren Willy Wegner har gennem en årrække fulgt en række dødskulter fra forskellige baggrunde og kulturer. Det er der kommet en bog ud af, som giver et skræmmende indblik i, hvor langt kultledere vil gå for at beholde magten over deres disciple.

Den første kult er 'Bevægelsen for Genindførelse af Guds Ti Bud'. Den blev styret af den tidligere barejer Credonia Mwerinde, som havde en uvane med at myrde forbirejsende og tage deres penge. Kort tid efter, at baren gik fallit i 1989, hævdede Credonia, at hun havde set Jomfru Maria i en klippe. Derpå stiftede hun bevægelsen sammen med en rig jordbessidder. Mange mennesker i Uganda manglede faste rammer i livet, og det kunne Credonia levere.

Kulten fik over 1.000 medlemmer, som udførte slavearbejde og giv barfodede rundt i ens dragter. I foråret 2000 begyndte myrderierne. Blandt andet blev 530 kultmedlemmer brændt inde i en kirke fyldt med benzin og hundredvis af lemlæstede lig blev fundet i massegrave rundt om i Uganda. Credonia Mwerinde er stadig eftersøgt.

Heavens Gate er den typiske californiske New-Age sekt, hvor religiøsiteten er vendt mod det ydre rum. På trods af, at kulten klarede sig glimrende økonomisk ved hjælp af blandt andet IT-ydelser, var kometen Hale-Bopp ankommen tegn til, at medlemmerne skulle forlade deres jordiske hylster og stige ombord på rumskibet Heavens Gate, som fløj bag kometen. I påsken 1997 begik 39 medlemmer kollektivt selvmord i deres villa i San Diego.

Det er et åbent spørgsmål om Davidianerne i Waco, Texas, kan betegnes som en dødskult, eller om de snarere var ofre for skydegale texanske myndigheder. Her har forfatteren, som skrevet i indledningen, haft en enormt kildemateriale til at belyse denne tragedie, der endte med, at 80 sektmedlemmer inklusiv børn omkom i en brand efter en tre måneder lang politibelejring.

Aum-sekten i Japan er mest kendt for det forfærdelige giftgasangreb i Tokyos undergrundsbane i 1995. Men inden da havde kulten myrdet løs på modstandere i flere år. Det er bemærkelsesværdigt, hvor lidt myndighederne gjorde for at stoppe lederen Asahara og hans inderkreds trods mediernes stigende interesse for deres kriminelle aktiviteter. Asahara blev henrettet i juli 2018, 23 år efter terrorangrebet i undergrundsbanen.

I alle fire tilfælde er det tydeligt, at lokalsamfundet har haft meget svært ved at dæmme op for kulten. I Uganda, Japan og Californien blev der gjort alt for lidt, mens politiet i Waco, Texas forværrede situationen med opskalkningen af konflikten.

“Dødskulter” er dyster læsning, men bogen er både vældig interessant og velskrevet. Som læser får man her langt mere information og forståelse for omstændighederne omkring sekternes opståen og deres indbyggede selvdestruktivitet end den, man tidligere har fået gennem danske nyhedsmedier. Bogen er ifølge forordet bevidst ikke illustreret, da de relevante - men i sagens natur også meget voldsomme billeder - let kan findes online. “Dødskulter” er selvsagt oplagt til opgaveskrivere, men kan også med fordel læses, hvis man vil have et gys fra virkeligheden verden.

Publiceret 19 January 2019 07:00