Biblioteksklumme: Årets ord blev hvidvask

P1-radioprogrammet Klog på Sprog og Dansk Sprognævn har sammen med en jury kåret årets ord

Af
Karen Thomsen

Ry Bibliotek

P1-radioprogrammet Klog på Sprog og Dansk Sprognævn har sammen med en jury kåret årets ord. Blandt de nominerede var ”fupnyt”, ”svindel”, ”løvfaldsommer”, ”identitetspolitik”, ”krænkelseskultur”, ”afbrændingsforbud” og ”samtykke”, men det blev ordet ”hvidvask”, som trist nok bedst syntes at indfange essensen af året 2018.

Hver tid, hvert menneske og hver lokalitet har sine ord. Min dreng klarede sig for eksempel i lang tid fint med ordene: ”bar”, ”mur”, ”gragor” og ”ge”!. I Vestjylland i egnen rundt om Holstebro rutter man ikke med stavelserne. Her hedder byerne Vemb, Bur, Hjerm, Tvis, Sir, Vind og Naur og aldrig, som på det lattermilde og blomstrende overflødighedshorn Fyn ”Blommenslyst”.

At studere ord er en slags arkæologi. Har du for eksempel tænkt på, at de fleste af vores træer og buske, som formodentlig også groede her i oldtiden, ligesom de Vestjyske landsbyer afspejler en karrighed og en tid, hvor man ikke ruttede med noget som helst og altså heller ikke med stavelserne. El, løn, birk, gran, eg, bøg, asp, fyr, pil, lærk - en busk fra dengang ville helt sikkert aldrig have heddet Forsythia eller en blomst Gladiolus.

For tiden er et af mine yndlingsord ”indigneret”. Der er et strejf af noget ufrivilligt komisk over den indignerede person. Ordets betydning er lidt i familie med det nominerede ”krænkelseskultur”, og betyder, at man er vred, opbragt, harm, fornærmet og har været udsat for uværdig behandling, man er ramt på sin ære og på sin person. Det, der er så morsomt ved ordet indigneret, er, at den indignerede har slået lejr et sted ovenover det vilkår, at vi alle fra tid til anden får en ordentlig én på sinkadusen, bliver ramt på vores ære og får noget skudt i skoen.

At være indigneret er at være 100 procent sikker på, at det her ikke burde have ramt mig og min ære. Men sådan spiller tilværelsen jo ikke, og ordene for eksempel i litteraturen hjælper os med at fortælle, forstå og forholde os til det vilkår, at tilværelsen altid slår tilfældigt igen, og at nogen synger andre sange end vores. At det ærefulde er at stå på mål for det, at tage det råt for usødet, som det er. Rulle velkomstløberen ud kan man sige og stå i sin egen værdighed og ryste pelsen og forholde sig konstruktivt. I stedet for at bruge krudt på at sin indignation og sin krænkelse.

På www.ordnet.dk, som er en online udgave af 'Ordbog over det danske sprog', kan du prøve at slå ordet "sinkadus" op og selv opleve lidt af min nørdede glæde over at granske et ord.

Læs digte af Halfdan Rasmussen, Benny Andersen, Simon Grotrian og Inger Christensen og oplev de sande mestre i at give livet og sproget og tilværelsen liv i alle retninger.

Læs "Anders Lund Madsens ÆØÅ", hvor han fortæller om alle de ting, der ikke findes ord for, men også om alle de ord, der ikke findes ting for.

Læs 'Kovendinger' – liv i sproget af Johannes Nørregaard Frandsen. 'Kovendinger', består af essays, der er eftertænksomme, lærerige og underholdende for alle, der holder af sprogets mange nuancer.

Og gå på biblioteket! Her er ord, så det batter! I alle afskygninger. Læs og lov mig her i det nye år at udsætte dig selv at blive både indigneret og krænket, det frisker og vækker og får blodet til at rulle. God litteratur hvidvasker nemlig intet, for gør den det, er den som regel ikke værd at læse.

Rigtig godt nytår!

Publiceret 07 January 2019 07:00

SENESTE TV