Sådan undgår du røg i stuen fra ovnen

Fyrer du forkert i din brændeovn, risikerer du at forurene indeluften med røgpartikler. Læs her, hvordan du kan undgår røg i hjemmet

Af
Malte Abildgaard Christensen og Ole Vedsted-Jakobsen

Bolius Boligejer-nes Videncenter

Bolig Fyr kun med tørt, rent træ og giv ilden masser af luft. Det har længe været de to læresætninger for brændeovnsejere, der vil genere miljøet og naboerne mindst muligt.

Men også indendørs kan forkert brug af en brændeovn give problemer, så du får en lige så høj sod-koncentration i stueluften som i luften udenfor. Derfor bør du altid fyre korrekt op i din brændeovn. Læs her hvordan.

Tænd op fra toppen

De højeste indendørs koncentrationer af sodpartikler måles, når der tændes forkert op i en kold ovn. Derfor skal du tænde op i brændeovnen fra toppen, fordi du på den måde kan du reducere partikeludledningen med op til 80 procent.

Du reducerer udledningen af partikler på denne måde, fordi røggasserne fra brændestykkerne i bunden bliver antændt af den flamme, der er i toppen. Hvis du derimod tænder fra bunden, vil flammen blive afkølet af brændet oven over, og det giver en masse uforbrændte gasser og partikler, og dermed mere forurening. Sådan her tænder du:

    Åbn helt op for luftspjældet i askeskuffen og luftspjældet længere oppe.

    Læg 2 stykker brænde i bunden af brændeovnen med barksiden nedad. Der skal være et par centimeters mellemrum mellem brændestykkerne.

    Tag en håndfuld optændingspinde og læg dem i tre lag oven på brændestykkerne. En god optændingspind er omkring 2 x 2 cm. og cirka 15-20 cm. lang.

    Brug 2 til 3 optændingsposer, optændingsblokke eller avispapirskugler. Placer dem forskellige steder mellem 2. og 3. lag af optændingspindene.

    Tænd optændingsposer eller lignende og lad ovndøren stå lidt på klem, så ilden får godt med ilt.

    Når der er kommet god varme og store flammer i ovnrummet, kan du lukke ovndøren og gradvist skrue ned for ovnens spjældmekanismer.

Giv forbrændingen luft

Den vigtigste fyringsregel er at give forbrændingen masser af luft. Har du et meget tæt hus, bør du åbne et vindue på klem eller slukke emhætten under den indledende optændingsfase. Det vil gøre det nemmere for røgen at trække op, så længe skorstenen er kold.

Stil ovndør på klem

Samtidig bør du ikke nøjes med at åbne brændeovnens spjæld - også ovndøren skal stå en smule på klem, når du tænder op, så ilden får rigeligt med ilt. Når der er kommet god varme og store flammer i ovnrummet, kan du lukke ovndøren og gradvist skrue ned for ovnens spjældmekanismer.

Altid flammer i ovnen

Men luk aldrig mere ned, end at du hele tiden kan se tydelige flammer. Heller ikke når du går i seng. Det giver ikke mere varme at lade træet ligge og gløde. Til gengæld brænder ovnen ineffektivt, og sviner unødigt i nærmiljøet og soder din skorsten til.

Åbn ovndøren langsomt

Samtidig bør du aldrig åbne ovndøren alt for hurtigt, når du skal fylde mere brænde i ovnen. For hvor gammeldags brændeovne reelt kunne sammenlignes med åbne ildsteder, er moderne brændeovne meget tætte.

Flår du ovndøren op, trækker du luft fra forbrændingskammeret med ud i stuen, og så breder røglugten sig. Men åbner du derimod døren et par centimeter på klem først, undgår du det problem.

Brug tørt brænde

Putter du vådt brænde i din brændeovn, udnytter du ikke energien i brændet optimalt, da træets høje fugtprocent gør det svært at opnå en optimal, høj for-brændingstemperatur.

Vådt træ i brændeovnen udvikler desuden mere røg og dermed forurening, lige-som din ovn og skorsten hurtigere sodes til.

Publiceret 28 December 2018 08:00

SENESTE TV