For festens skyld...

Af
Jacob Køhn Andersen

Provst for Skanderborg Provsti

kirkeklumme For ikke så længe siden rundede jeg det halve århundrede. Et skarpt hjørne er der nogen, der kalder det. Jeg synes selv, det var forholdsvis udramatisk.

For en snes år siden hørte jeg om 30-års krisen. Men jeg oplevede den aldrig. Som barn var jeg til min mosters 40 års fødselsdag. Det eneste, jeg husker fra den lejlighed, er, at hun var blevet usædvanlig gammel. Men da det blev min tur, var jeg ikke ligefrem rystet. Og nu ved de 50 har jeg slet ikke mental energi til andet end at resignere.

Man siger tit om ældre mænd, at de nok er gamle, men at indeni dem bor der en lille dreng, der bare vil ud og lege. Selv har jeg mest haft det som om, at jeg nok ikke var så gammel endda, men at indeni i mig boede der en gammel mand, der bare ville ud og gå med stok.

Og så alligevel. Der er noget dragende ved tal. Især hvis de er runde.

Det er efterår nu, og vi har haft så meget sommer i år, at det næsten ikke er til at begribe. Og jeg kom til at tænke på alle dem, der har leget i vandet ved stranden. De stod derude og talte. 10, 20, 30 … og da de kom til 100, dukkede de under for at komme op igen. Med latter og gåsehud.

Nu er det selvsagt kedeligt at forestille sig den leg blot med den ændring, at når man kommer til 100, så dukker man nok under, men kommer ikke op igen. Men den fornemmelse kan man få, når man ser årtierne flyde langsomt ind i erindringen.

Alder er egentlig ikke noget, jeg tænker meget på. Undtagen når min yngste datter gruer for tysktimen i næste uge. Fordi de i klassen skal sige på det nye og besværlige sprog, hvad deres forældre hedder … og hvor gamle de er!

Og når man kaster blikket tilbage i tiden. Og kommer i tanker om, at man kan huske Anker Jørgensen, og at man fik en kassettebåndoptager til sin 10 års fødselsdag. Så er det som om, der er foregået noget, man var med til, men knapt kan huske.

Sådan er det med tilbageblik. Og også med overblik. I det hele taget.

Heldigvis er der ingen af os, der lever i overblik. Vi lever vores liv i øjenhøjde. Eller bedre. I hjertehøjde. Vi røres og bevæges af det, vi oplever hver eneste dag. Det, vi har med hinanden. Hver dag er virkelig en mulighed. Ikke for at blive 10 år yngre. Men en mulighed for at føle sig levende og være noget for og med andre mennesker.

Engang imellem kan man godt blive eftertænksom og betragte livet i det store perspektiv. Men det er ligesom at besøge et museum og se et berømt maleri i virkeligheden. Større er det heller ikke. Så det kan man lige så godt lade være med.

Hvis man trods alt ikke kan styre sin trang til at tælle ned, så kan man glæde sig over, at der kun er lidt over to måneder til juleaften. Men hvad skal man næsten ønske sig, når man er gammel. Julen i år bliver for festens skyld. Det er ganske vist det, vi altid beskylder konfirmanderne for at tænke. At det er for festens skyld. Men det er nu heller ikke så dårligt.

Publiceret 28 October 2018 06:00

SENESTE TV