Om Picasso, gule klatter og vafler

Heldigvis findes der også dem, der takket være deres nærvær, smil og blik for andre kan forvandle en middelmådig, ja måske endda en helt igennem elendig og sorgfyldt dag til en stjernestund

Af
Line Rudbeck,

sognepræst i Skanderborg

kirkeklumme Hjemme hos os har vi en evighedskalender med små citater til at stå på en hylde til venstre for vores kaffemaskine. Og det passer så fint med, at jeg kan vende en side, når jeg har sat morgenkaffen over og få lidt at tygge på, mens jeg tager hul på de mange morgenrutiner, som vi i en familie på fem må igennem, inden vi hver morgen kan forlade matriklen omkring kl. 7.30.

I dag var det maleren Pablo Picasso, som talte gennem kalenderen: 'Der findes malere, der forvandler solen til en gul klat; men der findes andre, som takket være deres kunst og forstand, forvandler en gul klat til solen'.

Sådan er det i grunden også med mennesker. Der findes dem, der kan få enhver skønhed til at falme og ethvert smil eller glæde til at fortrækkes med evigt vrisne og negative bemærkninger og et blik, der synes at være på konstant jagt efter fejl.

Heldigvis findes der også dem, der takket være deres nærvær, smil og blik for andre kan forvandle en middelmådig, ja måske endda en helt igennem elendig og sorgfyldt dag til en stjernestund.

Et af de fineste eksempler, jeg har mødt på det, ligger nogle år tilbage. Jeg var på besøg hos en kvinde, der kort forinden havde mistet sin ældste søn. Kvinden var godt oppe i årene, og selvom sønnen heller ikke var en vårunge, var tabet selvsagt ubærligt.

Mens vi sad og talte sammen, drak vi kaffe og spiste vafler til – sådan nogle cigarlignende kiks, man kan købe i metaldåser, og som smager rigtig godt sammen med en skive is. Da vi på et tidspunkt sad i stilhed og tyggede på hver vores 'cigar', lyste kvinden pludselig op og fortalte, at det aftenen forinden havde ringet på døren.

Udenfor havde stået en purung kvinde, som var ansat på det nærliggende plejecenter, og som i den forbindelse havde været hos kvinden nogle gange. ”Undskyld, jeg forstyrrer”, havde hun sagt. ”Jeg er egentlig på vej hjem, men jeg har lige hørt, at din søn er død. Og derfor tænkte jeg, at du skal have det her”.

Mens hun sagde det, havde hun rakt kvinden en pose med en liter is og en dåse vafler og fortsatte: ”For når jeg er ked af det, køber jeg altid is og vafler, og så er det som om, det hjælper lidt”. Herefter havde hun givet kvinden et hurtigt klem, inden hun løb ned af trappen igen.

Kvinden havde både smil på læberne og tårer i øjnene, da hun fortalte mig om oplevelsen. ”Jeg blev så rørt,” sluttede hun af med at sige. ”Tænk, at hun tænkte på mig.”

Jeg ved ikke, hvor god den unge kvinde var til at male, og om hun kan forvandle en gul klat til solen. Men jeg ved, at hun er et sandt geni til at se andre mennesker og forvandle en sorgfyldt og elendig dag til en stjernestund!

Med Picassos citat og erindringen om den unge kvinde og hendes pose med is og vafler, blev denne morgen en lille stjernestund for mig. Og gid, at alle måtte opleve det – vi kan jo prøve at hjælpe til.

Publiceret 07 October 2018 05:30

SENESTE TV