Indvielse af nyt kano- og kajak-isætningssted

Klostermølle 6. oktober er der indvielse af et nyt stykke af Gudenåstien – en sammenhængende vandresti, som måske engang vil gå fra Gudenåens Kilder til Randers Fjord langs Gudenåen. Ved samme lejlighed indvies også et nyt isætningssted for kanoer og kajakker ved Klostermølle.

Fra Klostermøllevej kan man nu via en ny grusvej lige ved indkørslen til Klostermølle køre ned til den del af Gudenåen, som munkene tilbage i 1200-tallet gravede som en kanal. Kanalen er den del af Gudenåen, som man i dag sejler på, og den kaldes også Den Tvungne Å.

Her er der lavet en vendeplads, hvor man kan læsse kanoer og kajakker af, og så kan man køre op og parkere bilen på parkeringspladsen ved den gamle lastbilgarage ved Klostermøllevej blot ca. 100 meter fra aflæsningsstedet.

Indvielsen 6. oktober vil bl.a. byde på guidede ture på de nye stier kl. 13.00 og taler m.v. ved Klostermølle kl. 15.00.

cns

Publiceret 29 September 2018 07:00

SENESTE TV