Cirkusklubben Skanderborg: I cirkus er vi alle lige

Der er det seneste år stiftet 10 nye cirkusklubber rundt i Danmark. En af dem er åbnet i Højvangen

10 nye cirkusklubber for børn og unge er startet op i Danmark i løbet af kun et år. Klubberne er fordelt rundt i hele landet.

Danske Ungdoms og Børne Artisters Landsforening igangsatte sidste sommer projektet ’Cirkus for alle’, som har til formål at etablere cirkusklubber for børn og unge i Danmark. I en cirkusklub går man til artisteri, præcis som børn går til spejder, gymnastik eller en anden fritidsaktivitet. Her øver man sig bare på jonglering, ethjulede cykler, akrobatik, luftartisteri, trylleri og meget mere.

Undervisningen i cirkus sker i institutionen Højvangen. Pressefoto

Undervisningen i cirkus sker i institutionen Højvangen. Pressefoto

Cirkus skaber fællesskab

I Skanderborg finder man en af de nye klubber, som er åbnet. Det er Peter Gregersen, som har stiftet Cirkusklubben Skanderborg i forbindelse med sit arbejde som pædagog i Projekt Højvangen.

”Min oplevelse var, at der her i området var mange børn, som ikke gik til de gængse fritidsaktiviteter som for eksempel fodbold eller håndbold, så da jeg hørte om cirkusklubberne, kunne jeg straks se, at det ville passe godt ind her hos os,” forklarer Peter Gregersen.

Der går i dag cirka 20 børn i alderen syv til 15 år til cirkus i klubben, og størstedelen er fra nærområdet, men der er også børn fra andre dele af Skanderborg.

”I cirkusklubben er det lykkedes os at samle børn fra forskellige sociale lag, og de mødes på lige fod. Det gode er, at man ikke har brug for at investere en masse penge i udstyr eller betale dyre kontingenter for at være med. Man dukker bare op til den ugentlige træning i hallen, som vi har udstyret med trapez og alverdens cirkusredskaber,” fortæller Peter Gregersen.

Skanderborg Cirkusklub har indledt et tæt samarbejde med Kulturskolen i Skanderborg, som er med til at udvikle klubbens aktiviteter. Det betyder blandt andet, at der vil blive lavet store forestillinger hvor cirkus, dans og teater vil smelte sammen.

Omkring 20 børn og unge går til cirkus i Skanderborg Kommune. Pressefoto

Omkring 20 børn og unge går til cirkus i Skanderborg Kommune. Pressefoto

”Det gode ved cirkus er, at her kan alle være med, uanset alder, hvad de kan, eller hvem de er. Alle os, der har haft med cirkus at gøre, vil så gerne dele glæden med andre, og derfor ville vi gerne udvikle konceptet omkring cirkusklubberne,” fortæller Einar Trie, projektleder på ’Cirkus for alle’. Han har i mere end 40 år levet som professionel artist og drevet sit eget cirkus.

Målet er 20 nye klubber

Målet var fra projektets start at oprette 20 nye cirkusklubber rundt i Danmark i løbet af tre år, og allerede efter det første år er det lykkedes at etablere 10 nye klubber. Einar Trie betegner tilbuddet som et alternativt foreningstilbud, hvor man ikke konkurrerer mod hinanden, men i stedet skaber et fællesskab og bidrager med det, som hver især har talent for, og som man har øvet sig i ved de ugentlige træninger.

”Vi har virkelig haft medvind i det første år, og vi er utrolig glade for, at det er lykkedes at skabe mulighed for, at så mange børn nu er kommet i gang med at dyrke artisteri. Artist-træning er både idræt, kultur og et levende skabende fællesskab. Cirkus er den idrætsgren og kulturudfoldelse, der spreder mest livsglæde for både deltager og tilskuer,” fastslår Einar Trie.

Gennem projektet ønsker man at styrke børnenes selvtillid og kreativitet. Vision er, at der skal være mulighed for at dyrke artisteri i alle danske kommuner. Nordea-fonden har støttet projektet med 3,86 millioner kroner.

Kapp

Publiceret 12 September 2018 10:30

SENESTE TV