En mægtig viking vækkes til live

Sensommeraften med oplevelser ved vikingegraven i Hørning

samling Meterhøje kunstværker, magtfulde historier, musik-mystik og mad som på vikingens tid. Det er blot noget af det, man kan opleve, når eventen "Tidens spor– vikingen fra Fregerslev" kalder til samling ved vikingegraven i Fregerslev fredag 31. august. Eventen udfolder sig netop på det sted, hvor arkæologerne fra Museum Skanderborg sidste år gjorde helt unikke fund af en grav fra vikingetiden.

Bag eventen står eSCAPE alias Museum Skanderborg, VisitSkanderborg og Kunstråd Skanderborg, som i 2017 stod for eventen ”Øm Kloster genopstår”. Nu handler det om frie fortolkninger af det, som hændte på den tid, hvor en magtfuld viking og hans hest fandt deres sidste hvilested på en bakketop udenfor Hørning.

Det er kunstnerne Kate Skjerning og Mette Maya Gregersen, der er inviteret til at fabulere ved vikingraven. Kate Skjerning laver både selvlysende hovspor gennem boligkvarteret op mod ryttergraven og en seks meter høj, broderet rytterstatue med titlen "En Rytter", og Mette Maya Gregersen afslører værket "Two billboards outside Hørning", som bl.a. består af en billedfrise sat sammen af hundredvis af lerkakler. Kaklerne, som alle er forskellige, er dekoreret af lokale og børn fra Bakkeskolen.

Udstilling i container

På pladsen bliver der også mulighed for at sætte sig ind i arkæologernes spændende fund i en udstillingscontainer, gå med på en rundvisning med museumsfolkene, gøre detektorfund på marken overfor gravpladsen sammen med museets detektor-korps og gøre dagens "fund" i en stor sandkasse.

I madboderne bliver der solgt velduftende vikingemad, og Klosterbryggeriet byder på smagsprøver af den helt nye øl "Vikingen fra Fregerslev", som er inspireret af den mægtige viking.

Eventen starter kl. 16 og slutter kl. 21.30. Museets udstillings-container bliver på stedet frem til uge 37 og kunstværkerne kan opleves indtil efterårsferien.

På Museum Skanderborg kan man desuden se en mindre udstilling med nogle af de 800 genstande og fragmenter, som blev fundet under udgravningen i 2017.

-vik

Publiceret 19 August 2018 14:00