Sognepræst Jendre N. Fyhn fotograferet på årets Sølund Musik festival, hvor han for første gang var med som præst. Foto: Sonne

Sognepræst Jendre N. Fyhn fotograferet på årets Sølund Musik festival, hvor han for første gang var med som præst. Foto: Sonne

Klumme: Livet med forsinkelser og nedbrud

Strøtanker om at sætte tilværelsen på lydløs

Af
sognepræst Jendre N. Fyhn

Forrige søndag gik min telefon ned. Den kunne hverken ringe eller SMSe. Jeg fandt ud af, at der var driftforstyrrelser i vores område, så jeg troede, det var det. Men problemet fortsatte mandag, og det viste sig, at det var telefonen, der var i stykker. Så måtte jeg finde en lånetelefon, og det lykkedes tirsdag. Men på grund af problemer med koder, fik jeg den først låst op onsdag morgen. Det er mange dage at gå uden en telefon for en præst. Samtidig var vores bil på værksted, og vores datter blev syg. Så jeg blev forsinket i mit arbejde.

Det var ikke rart at undvære telefonen så længe. Ikke bare fordi jeg savnede at tjekke Instagram og nyheder, når der opstod et hul, men også fordi det er vigtigt, at man som præst er til at få fat på. Særligt for bedemændene, og også for kollegaer, menighedsråd og mennesker i sognet i det hele taget.

Men man kommer til at reflektere over, at det jo går alligevel. Jeg har mødt præstekolleger, som aldrig tør sætte telefonen på lydløs, for hvad nu hvis…? Det giver følelsen af aldrig at kunne sænke skuldrene helt. Og i aviserne kan man læse, at det ikke kun er præsterne, der kan have det sådan.

Jeg tør nu godt sætte den på lydløs. Det er trods alt kun måske 20 år siden, at præsterne begyndte at få mobiltelefoner. Inden da kunne man være væk fra telefonen i længere tid; måske på husbesøg eller til møde eller i køkkenhaven, og så kunne der gå et par timer, før telefonsvareren blev tjekket. Før det klarede man sig endda også uden telefonsvarere. Og det gik jo alligevel.

Ind i mellem er det godt at opleve forsinkelser og nedbrud. Og opdage, hvordan tingene alligevel ordner sig. At man måske ikke er så uundværlig, som man tror. Heller ikke præsten. Den opdagelse kan der være stor frihed i at gøre – når man ellers er kommet sig over, hvad det betyder for stoltheden over vores egne evner og præstationer.

Jesus lod sig tit forsinke på sin vej. Både når han trak sig ud i ørkenen for at bede. Og når mennesker spurgte ham om hjælp undervejs. Jesus stolede på, at det gik alligevel. Selv da det totale nedbrud truede på korset på Golgatha, da gav han ikke afkald på den frihed, han levede i, ved at lægge alt i Guds hænder.

Det er den frihed, der er i troen på Jesus Kristus. En frihed, hvor vi ikke behøver kæmpe for at gøre os selv uundværlige, men hvor vi kan hvile i, at vi er så uundværlige for Gud, at han gik i døden for os. Den tanke er det værd at reflektere over. Og det kan nedbrud og forsinkelser jo være en god anledning til.

Publiceret 24 June 2018 08:00

SENESTE TV