Øl og vand fra Skanderborg med til årets folkemøde

Skanderborg Bryghus og Iskilde vand leverer drikkevarerne til Business Region Aarhus-mødestedet 'det 3. spor'

Når de 12 østjyske kommuner i Business Region Aarhus tager til folkemøde på Bornholm, er det for at sætte dansk fødevareerhverv på dagsordenen. Samtidig er det et udstillingsvindue for østjyske og innovative fødevareprodukter - for Østjylland er netop et epicenter i den danske fødevareklynge. Og her leverer Skanderborg-virksomheder drikkevarerne.

Under folkemødet er der et væld af scener, oplæg, diskussioner og politiske debatter, ligesom der foregår mange uformelle samtaler, bl.a. i Business Region Aarhus-mødestedet 'det 3. spor'.

Det fungerer som et mødested, hvor samarbejdspartnere og forbipasserende kan høre mere om innovativ østjysk fødevareproduktion. Den udgør nemlig 33 procent af Danmarks fødevareeksport, og der er big business i at kunne producere bæredygtige fødevarer.

I "det 3. spor" serveres østjyske snacks. Skanderborgvirksomhederne Skanderborg Bryghus og Iskilde leverer drikkevarerne.

Op på fire mio. liter øl

Skanderborg Bryghus begyndte i en kælder hos syv lokale øl-entusiaster, som kunne producere 50 liter øl og blev via folkeaktier til en stor virksomhed i 2015. Grundet en stor efterspørgsel blandt andet på Smukfest, blev bryggekapaciteten udvidet i 2017.

Når udvidelsen står færdig i 2019 kan der produceres knap fire mio. liter. Virksomheden satser på frisk bryg hver uge. 866,0 øllen bliver serveret i det østjyske telt på folkemødet.

Iskilde vand tappes fra kilden ved Mossø. Smagen og nuancerne i vandet er i fokus, og Iskilde leverer til flere skandinaviske kongehuse, Restaurant Noma og Four Seasons George V i Paris.

"Det er væsentligt for Business Region Aarhus at vi har østjyske produkter med til Folkemødet, hvor der kommer mange samfundsinteresserede danskere. I år har vi valgt, at vi med kærlig hilsen fra Østjylland sætter netop innovativ og bæredygtig fødevareproduktion på dagsordenen. Vi har fødevarer med, hvor vi udnytter hver eneste fiber og producerer miljøvenligt, og vi har innovative nicheprodukter med, som viser det nordiske køkken," siger Skanderborgs borgmester Jørge Gaarde i en pressemeddelelse fra Business Region Aarhus.

"Det er afgørende at vise, at dansk- og østjysk fødevareproduktion kan stå stærkt på den internationale scene og samtidig bidrage til at brødføde en sulten verden uden at presse klimaet. Og skal vi fastholde den konkurrenceevne, så skal vi netop dyrke samarbejdet mellem virksomheder, forskere og myndigheder," fortsætter han.

Østjyske fødevarer

I flere år har Business Region Aarhus skabt debat på Folkemødet. I år er netop østjyske fødevarer et omdrejningspunkt for et debatarrangement med miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.

Debatarrangementet med titlen 'Big business i at løse verdens udfordringer?' handler om, hvordan danske konkurrencefordele inden for fødevarebranchen kan blive så skarpe som muligt og samtidig bidrage til at løse verdensudfordringer omkring sult og klima.

"Over en veltilberedt eksportelet, som laves af michelinkokken Per Mandrup, bliver bæredygtighed, innovation og kvalitet emnerne for samtaler med fødevareminister Jakob Ellemann Jensen, en investeringsekspert samt Landbrug & Fødevarer. Fødevarebranchen har mange af løsningerne på verdens udfordringer. Det er der faktisk vækst og velfærd i for os alle sammen," siger Jørgen Gaarde.

jesl

Publiceret 14 June 2018 20:00

SENESTE TV