Biblioteksklumme:

En tysk lektie

Af
Af Jarl Østergaard

IT bibliotekar

Tag på højskole. Højskoler giver ligesom biblioteker rum og lejlighed til at reflektere og blive demokratisk dannet.
Mit personlige højskoleregnskab inkluderer både kæreste og børn. Men jeg fik også tid til at besøge maleren Emil Noldes hus i Seebüll
2017 er netop 150 året for Noldes fødsel, og Emil Nolde er forbundet med Sigfred Lenz via romanen “Tysktime”, som i 2018 fylder 50 år.
Nolde er ret tydeligt modellen for Lenzs hovedperson - maleren Max Ludvig Nansen. Nolde hed oprindeligt Hans Emil Hansen

Tysktime - et mesterværk

Romanens anslag er rammehistorien, hvor fortælleren Siggi sidder fængslet og skal skrive om “pligtens glæder”.
Sigge ender med at skrive fortællingen om sin far - Ole Jepsen, landbetjent i den nordvesttyske marsk, og hans overvågning af maleren Nansen under besættelsen. Siggi forsøger herigennem at få klarhed over barndommens indtryk af nazitiden.
Nansen har fået maleforbud og malerierne konfiskeret, fordi værkerne forbryder sig mod nazisternes kunstkodeks.
Faderen varetager sit embede så nidkært, at han uden tøven kontrollerer barndomsvennen Nansens aktiviteter.

Nolde var den hårdeste ramte kunstner og fik mere end 1.000 malerier beslaglagt.
Heraf blev mange fremvist af nazisterne i 1937 på udstillingen ”Entartete Kunst”.
Nolde løste efter sigende forbuddet ved at kaste sig over akvarellen - der ikke lugter afslørende af terpentin. Men Noldes forhold til nazismen er langtfra ukompliceret og indebar blandt andet et medlemskab af partiet og en ambition om at blive bannerfører for et nyt kunstbegreb.
Hvis det lyder som tung læsning, så er det helt forkert. Romanen har masser af (tragi)komik. For eksempel i en scene kort efter krigens afslutning, hvor betjenten endelig lægger hånd på Nansens værker og afbrænder dem for at opdage, at en engelsk general kort efter vil komme på inspektion og ønsker at se de berømte malerier, der har talt nazismen midt imod.
Det er svært at være pligtopfyldende embedsmand.

Lenz er pensum

Tysktime er skolepensum i Tyskland, og det skyldes naturligvis tematikken.
Tysktime fortæller glimrende, hvordan totalitære regimer fungerer.
Romanen forsøger at forstå, hvorfor landbetjenten, den tyske embedsmand, ikke blot parerer ordre, men også går langt videre i sin tjenesteiver.

Hvad er det, der driver den lydige håndlanger i et totalitært regime?

Lenzs roman beskriver vedkommende, hvordan en politistat korrumperer almindelige mennesker og forsøger at forstå, hvad det var i tyskernes sind, der tillod nazistatens funktion. Lenz finder forklaringen i tabet af individets ansvar.

Afbrændingen af malerier i romanen symboliserer både nazisternes undertrykkelse af den kunst, som samtiden (og eftertiden) fandt interessant og det sammenbrud, som både tysk kultur og sprog led under nazistyret.
Tænk for eksempel over et ord som “Buchenwald”, der naturligvis betyder bøgeskov, men som også efter verdenskrigen altid vil være forbundet med kz-lejren af samme navn.
Romanen er et velfortalt indblik i diktaturets maskinrum, hvor bødlerne ligner almindelige mennesker til forveksling. Romanens opbyggelige morale er måske, at kuren mod ensretning er kritisk refleksion og en stædig tro på, at mennesket altid har et valg mellem rigtig og forkert.
Romanen advarer mod ubetinget lydighed over for myndigheden. Pligtbegrebet er ikke en undskyldning. Kunne landbetjenten havde sagt nej? Kunne det tyske folk have sagt nej? Lenz mener ja! Et relevant tema i 1930'erne, et relevant tema i 1968 og et relevant tema i 2018. Diktaturet kræver blot lydighed, demokratiet kræver refleksion og engagement. Tysktime kræver sin læser, men er en stor oplevelse.

Hvorfor er Sigge fængslet? Det fortæller romanen også… men læs den, tag på højskole og på biblioteket og få (en) Tysktime.

Publiceret 01 December 2017 20:00

Uge-Bladet Skanderborg nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Uge-Bladet Skanderborg
SENESTE TV