De alvorlige ting er dem, vi skal lave mest sjov med

Torsdag 4. februar gæster Huxi Skanderborg med sit nye one-man-show om valg. Læs her hvorfor humor, valg og livets store spørgsmål er en god cocktail

Af
Grethe Madsen

Grethe Bo Madsen

Livet er fyldt med valg, nogle lettere end andre. Huxi Bach kan opleves på torsdag 4. februar i Kulturhuset i Skanderborg, hvor han netop sætter fokus på valg.
Hvorfor vælger du at komme til Skanderborg?
Jamen, det var et let valg. Det gør jeg, fordi jeg må og det er jeg rigtig glad for.
Jeg kender Skanderborg som en hyggelig by, hvor jeg har optrådt et par gange før.
Og så har jeg været på Smukfest masser af gange.
Hvorfor skal vi vælge at bruge en aften sammen med dig?
Der kommer vi til det med at vælge. Hvorfor skal man gå en tur i Kulturhuset i stedet for at se fodbold på tv.
Det skal man kun gøre, hvis man har lyst og tror, man måske kan få noget inspiration med hjem.
Jeg har brugt en masse energi, tid og kræfter på showet, og mit håb er selvfølgelig, at folk, når de går hjem, både har moret sig, men også har fået noget vigtigt med videre. Noget de tænker over.
Måske er de ikke lige enige med mig hele vejen igennem, men man kan jo alligevel føle, at der måske er noget interessant. Noget, der får én til at overveje vigtige valg i sit eget liv.
Valg er en værre malstrøm – store og små ting i en pærevælling.Nogle gange taber man overblikket. Og så er der de HELT store vigtige spørgsmål, som stryger forbi, mens man vælger program på Netflix...
Jeg har valgt at sætte fokus på nogle af de ting. Og det håber jeg er på en måde, så folk tager det med sig hjem.
Har du valgt comedylinjen, eller er det en mere alvorlig Huxi?
Det er helt klart en cocktail. Og når det kommer til at vælge, så behøver man jo faktisk slet ikke at vælge lige her, for sjov udelukker ikke alvor og omvendt.
De alvorligste ting er i virkeligheden dem, vi skal lave mest sjov med, for ved at gøre det, så husker vi dem bedre. Vi tager ting meget bedre ind, når de behandles med humor.
Har du virkelig valgt at synge?
Synge, ja det gør jeg da, og jeg har jo også min guitar med. Jeg er bestemt ikke den nye Mads Langer.
Jeg er en stor fan af Niels Hausgaard, og jeg forsøger at lægge mig op ad den stil. det er i hvert fald ovre i den boldgade.
Jeg har skrevet mine egne små satiriske viser, og inden du spørger så ja, jeg har selv skrevet teksterne og melodierne. Man er vel jyde... hehe. Det har jeg hygget mig meget med.
Hvordan tackler du selv de svære valg?
Jeg synes, jeg er blevet bedre til at træffe valg.
Nu kommer det til at lyde frelst, men da jeg for fem år siden sagde op hos DR, så tog jeg et valg om at kaste mig ud på dybt vand.
Ingen fast indtægt, men en stor lyst til at lave one-man-shows. Det var et valg med hjertet, og det var virkelig det rigtige for mig på det tidspunkt.
Du skal vælge med hjertet. Så tror jeg, du træffer valg, der bare føles mere rigtige.
Når først man har valgt, så går man jo ikke omkring og svælger i det, man har valgt fra. Det glemmer man.
Har man valgt noget at hjertens lyst, så tror jeg, man bliver lykkeligst. Ikke målt på penge eller prestige, men på det, der gør dig mest glad.
De seneste fem år har jeg forsøgt at vælge på den måde.
Hvem valgte, at du skulle kaldes Huxi?
Det er faktisk lidt den anden vej rundt.
Min morfar glædede sig så meget til sit første barnebarn og synes, mine forældre skulle kalde mig Huxi.
Det synes mine forældre også, var et godt navn. Men de fik et blankt nej på grund af den gamle navnelov.
Så blev det i stedet for Christian. Kongenavne er jo altid populære. Men jeg er aldrig blevet kaldt andet end Huxi.

Publiceret 01 February 2016 12:00

Uge-Bladet Skanderborg nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Uge-Bladet Skanderborg
SENESTE TV