“Vi må formode, at den lille Jussi er undfanget efter de allermest moderne og tidssvarende principper og han har helt sikkert blandt mange andre vuggegaver arvet sin fars litterære talent,” skriver Karen Thomsen. Pressefoto
“Vi må formode, at den lille Jussi er undfanget efter de allermest moderne og tidssvarende principper og han har helt sikkert blandt mange andre vuggegaver arvet sin fars litterære talent,” skriver Karen Thomsen. Pressefoto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Hvordan Jussi Adler arvede sit talent

biblioteksklumme
Karen Thomsen, bibiotekar Ry Bibliotek.

En dag sagde min kollega Bente: ”Karen, ved du godt, at Jussi Adler Olsen er vokset op rundt omkring på de psykiatriske hospitaler. Han var mere bange for lægerne end for patienterne?”

Bente havde læst biografien ”Jussi”, og syntes det var en interessant barndom, han havde haft.

Og ved du godt, sagde Bente, at hans far, skrev den første danske bog med seksualoplysning?

Det vidste jeg ikke, men et minde vågnede stille i min hjerne og sendte mig på langfart tilbage til bogreolerne i mit barndomshjem i Lindal. Inde i den fine stue på hylden over vores fars tobaksskab, gemt bag ved ”Vor tids leksikon” lå der en meget interessant bog, som hed ”En læges vejledning”. Den var lige så godt gemt for min bror og mig, som revolveren i bunden af bornholmeruret. Den var vel også gemt for naboer, venner og familie, som ellers kunne få den tanke, at ”den slags” var foregået i vores hjem.

Det viste sig, at der var bingo, det var netop Jussi Adler Olsens far, Henry Olsen, som var forfatter til bogen.

Henry Olsen, også kaldet ”Sex-Olsen”, udgav i 1945 ”En læges vejledning – håndbog i seksuel hygiejne”. Den vakte opsigt og måske alligevel ikke opsigt nok, idet dens nyhedsværdi kom til at stå lidt i skyggen af selve befrielsen. Alligevel blev den en klassiker, som udkom i utallige udgaver og blev oversat til mange sprog, bl.a. finsk, hvor den kom til at hedde” Lääkärin neuvoja : sukupuoliasioista : lainopillisen liitteen toimittanut oikeusneuvos Filip Jaatinen.

Vi havde faktisk ikke særlig mange bøger i mit hjem, og ingen af dem, som jeg gav mig i kast med, f.eks. ”Men jeg så ham dø” eller ”Atlantpagten”, kom på nogen måde op på siden af ”En læges vejledning”.

Et værk på 500 sider

Måske forestiller I jer en lille beskeden billigbog eller en slags brochureagtig oplysningspamflet, men her tager I helt fejl.

Henry Olsens bog er et omfangsrigt værk på omkring 500 sider og tung som et velnæret spædbarn. Vi kommer rundt omkring alt fra edderkoppens parringdans til ørets pirringsområder og vellystfølelegemer hos kvinden, svangrehjem og fransk kærlighedsmusik.

Jeg læste den ikke hjemme i stuen. Det gjorde man ikke dengang. Jeg viklede et stort uldtæppe omkring den, gik kækt ud i køkkenet med tæppet (bogen) og bad om en flaske ribssaft (i en flaske med patentprop), for nu ville jeg på skovtur. Godt skjult i skoven fordybede jeg mig i læsningen

Jussi Adler Olsens far Henry Olsen var i svimlende grad intelligent. Han var cand. mag i kristendomskundskab og tysk, teolog, læge, psykiater, forfatter, kor og orkesterdirigent og Ridder af Dannebrog. Hans seksualvejledning var gennemsyret af ligefremhed, etik, moral, sund fornuft – og det er faktisk ikke for meget at sige – kærlighed - samtidig med, at den i sine emner og sit sprog var banebrydende inden for sit emne.

Målet med bogen var at være en vejledning til at gennemføre lykkelige ægteskaber. Det krævede allerede dengang en Ridder af Dannebrog at tage den kamp op.

Tre typer piger

En af de ting, jeg husker fra min tidlige læsning var, at piger findes i tre kategorier. Der er den frimodige unge kvinde, hende holdt Henry Olsen især af, der var den blufærdige unge kvinde og det ”forsuttede bolche”.

Nu, hvor jeg sidder med en nyere udgave, er ”det forsuttede bolche” rettet til ”den udfordrende unge pige” – ellers husker jeg helt forkert.

Påstanden om, ”at hun stykkede sin skat ud i småmønt, så der intet var tilbage, når den rette kom” er heller ikke med i denne udgave. En ting, der især brændte sig fast fra mine skov-studier af bogen, var Henry Olsens helt uhyrlige forslag, at ”kvinden kan fatte om penis” Ikke mig, tænkte jeg, det må være noget for damerne i København og derovre, ikke noget for os her i Bjedstrup, Alken, Illerup eller omegn.

Det lykkeligste

Jeg vil afslutte denne klumme med en lille smagsprøve på Henry Olsens vidunderlige litterære åre, som sammen med alt det faktuelle om kønskirtler, svulmeorganer, skedehvælvinger og kviebrøl løber friskt gennem hele bogen: Emnet er her det sene ægteskab.

”Det lykkeligste, skriver Henry Olsen, og lad mig bare sige skønneste – er, at de to ægtefolk livet igennem kan mødes med både legeme og sjæl; men det hører desværre til sjældenhederne; ellers må man vistnok regne det for lykkeligt, dersom to mennesker, hvis kærlighed væsentligt har givet sig udslag som og ernæret sig af erotik, dog endelig engang kan opnå at bygge en solid venskabets borg, også selv om den muligvis må rejses på den minderige tomt af elskovens nedbrændte palads”

Vi må formode, at den lille Jussi er undfanget efter de allermest moderne og tidssvarende principper og han har helt sikkert blandt mange andre vuggegaver arvet sin fars litterære talent.

Det udfolder sig nu i helt andre rammer og genrer, til glæde for utallige, men ikke for mig. Af hensyn til min nattesøvn og mine psykiske nerver, må jeg desværre afholde mig fra at læse med. Jeg holder mig til Olsen Senior. (De psykiske nerver er et vidunderligt udtryk, jeg har lånt fra Erling Jepsen).

Publiceret: 25. November 2017 11:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Uge-bladet Skanderborg