Modelfoto
Modelfoto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Hus ribbet for værdier: Indbrudstyve gav sig god tid og spiste mad i køkkenet

Tyvene stjal alt lige fra højtalere til t-shirts med firmanavn

Der har i løbet af weekenden været indbrud i en bolig på Bytoften i Vrold.

Indbrudstyvene har tilsyneladende ikke haft travlt, for de har givet sig tid til at spise mad i køkkenet samt stjålet ualmindeligt mange ting, oplyser vicepolitiinspektør Poul Steffensen, Sydøstjyllands Politi.

LÆS OGSÅ: Tricktyv snød sig ind hos 90-årig kvinde i Låsby

Listen over tyvekoster omfatter Sonos højtalere, lammeskind, køkkenknive, en uldjakke, en bærbar computer, en rygsæk, tre par sko, bestik og t-shirts i forskellige farver med påskriften Skanderborg Fysioterapi.

Tyvene er kommet ind i huset ved underboring af terrassedøren. Indbruddet er sket i tidsrummet mellem fredag klokken 16.30 og mandag 08.30.

Udover det omfattende indbrud i Vrold har Sydøstjyllands Politi modtaget anmeldelser om yderligere to indbrud i private hjem. De er begge sket på Horsensvej i eller ved Skanderborg.

Det ene sted er der stjålet smykker, støvler og en pung. Det er sket mellem søndag klokken 23.55 og mandag morgen. Politiet ved ikke, hvordan tyvene er kommet ind i huset.

LÆS OGSÅ: Mystik om brandårsagen på Gl. Rye Kro

Det andet indbrud på Horsensvej er sket mellem søndag klokken 23 og mandag klokken 05. Her er der aflistet en rude i en terrassedør. Der er ikke overblik over, hvad der måtte være stjålet.

Endelig har der også været indbrud i virksomheden Scan-Tech i Møllegade i Skanderborg. Det er sket natten til tirsdag klokken 01.55, hvor der gik en alarm. Der har været nogen rundt i flere kontorer, men uvist om der er stjålet noget.

 

Publiceret: 27. Marts 2018 10:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Uge-bladet Skanderborg