Jesper Hanneslund, sognepræst i Ry.
Jesper Hanneslund, sognepræst i Ry.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Har du husket på glæden i dag?

Kirkeklumme
Af Jesper Hanneslund, sognepræst i Ry

Egentlig skal glæde vel bare opleves – det er så svært at beskrive, hvad glæde er - og det på trods af at alle umiddelbart ved, hvad det er og møder den stort set hver dag - også uanset, hvad vi ellers tumler rundt med.

 

Ja, glæden er klasseløs, og kan ikke hverken sådan ejes eller købes – i al fald ikke den ægte af slagsen.

Glæden har en fantastisk evne til at finde veje alle steder. Og det er en kendt erfaring, at de mest armodige steder rundt i verden ikke nødvendigvis er de mest glædesløse. Det er som om glæden trives fint selv med store kontraster og vanskelige livsforhold.

 

Glæden findes måske bedst der og kommer mest til udtryk der, hvor livet leves mest autentisk. Glæden har med nærvær og intensitet at gøre.

 

Ja, glæden skal opleves og ikke sådan fortælles om. Men selvom det er svært at fortælle om glæden til andre, så er den oftest forbundet med andre mennesker.

 

Ja, hvad sker der, når vi oplever noget glædeligt – straks så går vi i gang med at tænke på, hvem vi kan fortælle det her til og dele det her med. Fx hvis man er blevet forældre eller bedsteforældre – eller at det er gået børnene godt til eksamen etc.

 

LÆS OGSÅ: "Min kone foreslog, at vi holder hvid vinter"

Der er den her meget gamle vittighed som illustrerer det her ganske fint. Vitsen indledes med spørgsmålet: Hvem er hurtigere end Lucky Luke? Og det korrekte svar er: En bedstemor, der når én nævner ordet barnebarn, straks, og på under en tusindedel af et sekund flår en billedserie op af lommen.

 

Det handler om ægte glæde, der skal deles, og det kan ikke gå hurtigt nok.

 

I en bibelsk sammenhæng tænker vi ofte på paradiset som glædens sted. Det er der hvor al modstand og modgang er væk og kærligheden findes i rigelige mængder.

 

Og på sin vis, så forsøger vi vel efter bedste evne at indrette vores samfund efter sådan en paradisisk model – og det er uanset om vi er religiøse eller ej.

 

De nordiske demokratier er nået langt af den vej. Og så er det alligevel som om vi paradoksalt nok ikke rigtig er blevet så meget lykkeligere eller mere glade af den grund.

 

En svensk samfundsforsker Thomas Eriksson har sagt om de nordiske lande. Vi har fået alt, hvad vi kan drømme – ja meget mere end vores tidligere generationer i 50erne overhovedet turde drømme om - og alligevel er vi måske ikke rigtig blevet mere tilfredse eller glade.

 

En anden har sagt det sådan her: ”Danskerne har alt, men det er så til gengæld også alt, hvad de har.”

Vi har måske fået så meget, at vi mangler noget at drømme om og håbe på og glæde os til, siger altså den her samfundsforsker. Selv om Thomas Eriksson ikke er troende, så siger han, at vi lever i et gudsforladt paradis. Og hvad mener han med det?

 

Han mener, at vi har sat glæden og lykken for meget på formel. Alt det mellemmenneskelige – kærligheden, taknemmeligheden – det at ville og have lysten til at glæde hinanden er gledet lidt ud af vores omgangsformer. Han kalder det en generel sjælelig mathed.

 

Jeg ved ikke helt om han har ret. Men det kan da ikke være meningen, at han skal have det i al fald.

 

Så må vi have gjort op med den såkaldte sjælelige mathed og mangel på nærvær og spontanitet.

 

Så hvad vil vi og du gøre ved det??? Det kan vi jo godt tænke over her i begyndelsen af det nye år 2018.

 

Man taler i al fald om at glæde kan smitte. Det er jo ikke den værste sygdom at få, og jeg håber ikke der findes en vaccine, der virker mod det.

 

Så med det billede i hovedet, synes jeg bare vi skal forsøge at smitte hinanden og måske skulle vi have en årlig uge eller tre, hvor vi alle er ”syge af glæde”?

 

Ja, der er noget barnligt og enfoldigt ved glæden – og noget spontant og det giver måske glæden en lidt lavere status – men det kan vi jo så bare få lavet lidt om på!!!

 

Så husk på glæden og fortæl om den og lade den sprede sig til mennesker omkring dig.

Publiceret: 04. Februar 2018 10:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Uge-bladet Skanderborg